Gode råd til feriens billeje

Det er ofte nemt at bestille udlejningsbilen til ferien over nettet. Men sørg for at forberede dig godt ved at læse det med småt og undersøge forsikringer på forhånd. Husk også altid at kontrollere bilen for fejl og mangler, lyder rådet fra FDM.

Husk altid at kontrollere bilen for fejl og mangler, når du får den udleveret, lyder rådet fra FDM.
Bilist

 

Et par klik ved computeren, og så er feriens udlejningsbil bestilt hjemmefra – lige til at hente i lufthavnen. Det er både nemt og lige til, men ser du dig ikke for, risikerer du, at lejebilen bliver en dårlig eller dyr oplevelse. I værste fald begge dele.

Få gode råd om billeje fra FDMs jurist 

Undersøg forsikring hjemmefra

Du skal være særlig opmærksom på, om der for eksempel er fri kilometer, og om forsikring og selvrisiko er god nok. Undersøg hjemmefra om det er muligt at tegne en selvrisikodækning eller om du via din rejseforsikring er dækket, så du ikke risikerer en ofte dyr selvrisiko.

”Ofte bliver billejere mødt af tilbud om ekstra forsikringer, når de afhenter bilen hos biludlejeren. Undersøg derfor nøje, hvilke forsikringer du bør tegne hjemmefra. Eksempelvis dækker kaskoforsikringen på udenlandske udlejningsbiler ikke det samme som en dansk kaskoforsikring. En typiske kaskoforsikring på en udlejningsbil omfatter som udgangspunkt ikke bilens lygter, ruder, undervogn, fælge og dæk, der ofte skades”, siger jurist i FDM Helle Brasch.

Når du lejer bil i udlandet

  • Vælg et udlejningsfirma, du er tryg ved, og som også opererer i Danmark. FDM oplever flest klager over små, lokale udlejningsfirmaer
  • Læs lejekontrakten grundigt igennem, inden du skriver under
  • Undersøg, om forsikringen dækker godt nok - evt. hvad det koster at sikre sig mod store erstatningskrav og for høj selvrisiko. Er du i tvivl om forsikringsforholdene, så spørg udlejer eller find en anden udlejer
  • Kontrollér bilen for fejl og mangler, inden du forlader udlejningsfirmaet. Tag evt. fotos, hvis bilen har skader. Få udlejer til at notere eventuelle skader på lejekontrakten. Få også bilen gennemgået, når du afleverer den
  • Hav altid lejepapirerne på dig, når du anvender bilen

Mange lande har desuden et krav om en minimumsalder på føreren. Opfylder du ikke den, risikerer du enten at skulle betale ekstra eller slet ikke at kunne leje bilen alligevel.

Læs også: Andre gode råd når du skal leje bil

Få den aftalte bil

FDMs juridiske rådgivning får hvert år henvendelser fra medlemmer, som har fået en bil, der langt fra svarede til deres forventninger. Ofte har bilen været mindre end den, de mente at have bestilt. Det skyldes, at udlejningsselskaberne ikke nødvendigvis inddeler bilerne i samme klasser, som man gør i Danmark.

”Får du en mindre bil, end den, du mener, du har bestilt og betalt for, skal du selvfølgelig kræve en reduktion i prisen. Det samme gælder, hvis man har bestilt en bil med ekstra udstyr eller automatgear, men får en bil med manuelt gear, så skal man selvfølgelig ikke betale fuld pris,” siger Helle Brasch.

Autostole er dyrt tilbehør

Biludlejningsselskaberne tager sig mere end godt betalt for leje af autostole på ferien. Det viser en undersøgelse, FDM har foretaget. Vil du undgå at betale høje lejepriser, anbefaler FDM, at du tager jeres egen autostol med på rejsen.

Tjek bilen ved udlevering

Det er vigtigt, altid at gennemgå bilen for fejl og mangler, når du får bilen udleveret. Er bilen ridset eller bulet eller har mangler, er det vigtigt, at du dokumenterer dem fx med foto og gør udlejer opmærksom på dem. Så undgår du, at der efterfølgende opstår diskussion om eventuelle skader, og hvornår de er opstået.

Lej bil med FDM rabat