Her er brændstof billigst i Europa

Siden sommeren sidste år er brændstofpriserne steget med mere end en kr. pr. liter. Det gør kør selv-ferien dyrere, så du kan med fordel spare lidt og fylde tanken, hvis du kører i Østrig, Tjekkiet og Spanien. Holland, Italien og Danmark er derimod de dyreste lande

Her er brændstof billigst i Europa
Bilist

Hav en tanke på brændstofpriserne, når du planlægger kør selv-ferien. Der er nemlig stor forskel på, hvad du skal betale for benzin og diesel i udlandet.

FDM har undersøgt literpriserne i 12 europæiske lande, og der er en forskel på 2,77 pr. liter benzin fra den dyreste på 12,36 kr. i Holland til den billigste på 9,59 kr. i Tjekkiet.

Den billigste diesel findes derimod i Spanien, mens det er dyrest i Italien. Se alle priserne på landkortet.

Listepriser indhentet 18. juni 2018. Kilde: Europa Kommissionen
Listepriser indhentet 18. juni 2018. Kilde: Europa Kommissionen

Tank i Østrig på vej til Italien

Kører du f.eks. de 3.100 km frem og tilbage til Gardasøen i Italien, er det derfor ikke ligegyldigt, hvor du vælger at tanke bilen. På vejen fra Danmark går den lige linje igennem Tyskland og Østrig.

”Det er jo helt oplagt, at man sørger for at fylde tanken i Østrig, der er blandt de billigste lande, inden man kører ind i Italien med nogle af de dyreste priser i Europa. På samme måde er der ingen grund til at fylde tanken i Danmark inden afgang, da det er en økonomisk fordel at vente, indtil grænsen til Tyskland er krydset,” siger forbrugerøkonom i FDM, Ilyas Dogru.

Læs mere: Er din bil klar til kør selv-ferien

Stor prisstigning siden 2017

FDMs gennemgang af priserne viser også, at benzin i gennemsnit er steget med 1,02 kr. pr. liter i de tolv lande siden juni sidste år. Her er Danmark i top med en stigning på 1,30 kr. pr. liter.

Diesel er i gennemsnit steget med hele 1,39 kr. pr. liter. Den største stigning er sket i Frankrig, hvor diesel er 2,05 kr. dyrere end sidste sommer.

Turen til Gardasøen vil med tankninger ligeligt fordelt i Danmark, Tyskland, Østrig og Italien i gennemsnit stige med 168 kr. i forhold til sidste sommer, hvis man kører benzin. For dieselbiler er merprisen 172 kr.

Læs mere: Ruteplan Europa

Forlad motorvejen og få billigere brændstof

Med de højere brændstofpriser kan det være en fordel at køre væk fra de tankstationer, der ligger lige ved motorvejen.

”Det er normalt dyrere at tanke ved motorvejene, så søg ind i landet og vælg ubemandede stationer, der oftest er billigere. Er der flere stationer i samme område, vil der normalt også være lokal priskrig, siger Ilyas Dogru.

Bliv medlem og se hvordan du kan få en bedre kør selv-ferie med FDM

FDM-rabatter i Europa