Stort set alle bilister ved godt, at børn under 135 cm skal sidde i autostol. Men vil du sikre barnet bedst muligt, skal du købe en stol, der kan vende mod køreretningen. Det kan kræve, at du ændrer dine vaner en smule, men skulle det værste ske, er det det hele værd.
Skelettet inde i den pludrende og fine baby er stadig nyt og blødt i de første leveår. Sker der en frontalkollision, når barnet sidder i en fremadvendt autostol, kastes det frem med stor kraft, og der er kun den bløde hals til at holde hovedet. Det er ikke nødvendigvis godt nok til at forhindre skader.
Læs mere: FDMs autostoletest 2018
4 ud af 5 køber fremadvendt
Så det er langt sikrere at sætte barnet i en bagudvendt autostol. Her fordeles de mange kræfter ved kollisionen over hele barnets ryg og hoved. De eventuelle skader vil blive mindre.
”Det sikreste er at sætte barnet i en bagudvendt autostol så længe som muligt. De kan klare op til 18 kg, så man skal først vende barnet fremad, når det er 3-4 år,” forklarer produktchef Flemming Søndergaard, der er FDMs ekspert i autostole
Men erfaringerne i FDMs bilistbutik er, at ca. 4 ud af 5 forældre køber en fremadvandt autostol til deres barn. Det skyldes bl.a., at de fremadvendte normalt fylder mindre og kun koster ca. det halve i forhold til en bagudvendt.
Læs mere: Autostoleregler forvirrer forældre ved legeaftaler
Hvis du kører alene med dit barn, er det bedste at sætte dit barn i en bagudvendt autostol på bagsædet
Bedst på bagsædet
En anden begrundelse er, at forældre, der kører alene, bedre kan holde øje med deres børn på bagsædet, hvis deres ansigt peger i samme retning, som bilen kører. Men det er en uskik.
”Hvis du kører alene med dit barn, er det bedste at sætte dit barn i en bagudvendt autostol på bagsædet. Det er sværere at holde øje med det, men der fås spejle til at sætte på hovedstøtten, så du kan se barnet. Det er dog envejskommunikation, da dit barn ikke kan se dig. Hvis det er nødvendigt at trøste barnet, må du køre ind til siden, men det bør man jo uanset, hvor og hvordan stolen er placeret,” siger Flemming Søndergaard.
Hans erfaring er dog, at de færreste vælger den løsning, men så er det næstbedste en bagudvendt stol på forsædet.
”Her er fordelen, at det er nemmere for dig at holde øje med dit barn, men det er mindre sikkert for barnet i forhold til at sidde på bagsædet, hvor det også er beskyttet af forsædet. Ved montering af bagudvendt autostol på forsædet er det ekstremt vigtigt at slå airbaggen foran stolen fra.”
Læs mere: Sådan monterer du autostolen
Find ud af om der er plads
Men selv med de bedste intentioner, er det ikke sikkert, at man kan få plads til en bagudvendt autostol i alle biler. Det er også vigtigt at være bevidst om, hvor mange andre personer, der typisk skal med i bilen.
”Den bagudvendte stol fylder typisk noget mere, og hvis den skal stå på bagsædet, er det ofte nødvendigt at køre forsædet så langt frem, at der ikke er plads til en passager foran. Kører du i en mikrobil, vil det typisk være umuligt at have en bagudvendt på bagsædet,” påpeger Flemming Søndergaard.
Læs mere: Sådan finder du den rigtige autostol
Benyt helst isofix
Fordelen ved løsningen på bagsædet er, at der oftest er isofixbøjler, som stolen nemt kan klikkes fast på. Det er mere sjældent på forsædet. Her findes isofix kun i nogle modeller fra Citroën, Peugeot, Renault og Volvo, mens det kan købes til visse nye modeller fra Audi, BMW og Mercedes-Benz.
”Det gode ved en stol på forsædet er, at der er plads, men til gengæld er der sjældent isofix, og derfor skal stolen kunne spændes fast med sele. De fleste stole er udformet sådan, at de monteres med enten isofix eller med sele. De mest sikre stole er dog dem, der monters med isofix.”
Har bilen ikke isofix på forsædet, råder FDM til, at stolen isofixmonteres på bagsædet.
Gode råd, når du monteret autostolen
Bagudvendt på forsædet
- Husk altid at slå airbaggen fra
- Kør forsædet helt tilbage
- Benyt en stol med isofix, hvis muligt
Bagudvendt på bagsædet
- Kør forsædet helt frem
- Benyt en stol med isofix, hvis muligt
- Sæt evt. et spejl på hovedstøtten, så du kan se barnet