100 oktan benzin er nu nået til Danmark. I Tyskland har det eksisteret længe, men for nylig introducerede Danmarks største brændstofselskab, OK, 100 oktan på 41 stationer i København og Nordsjælland.
Nu følger Shell trop. Selskabet, der traditionelt er førende med nye brændstofprodukter, lancerer i løbet af september 100 oktan V-Power.
Det sker på knap 200 tankstationer, som svarer til omkring 90 procent af de danske Shell-stationer. I praksis udskiftes den nuværende oktan 99 med oktan 100.
Se mere: Shell dropper 92 oktan
Særlig udviklet til Danmark
Den nye V-Power 100 er særlig udviklet til Danmark og tappes fra Shell-raffinaderiet i Fredericia.
Den tyske V-Power 100 kan nemlig ikke bruges i Danmark, da det indeholder det miljø- og sundhedstvivlsomme stof MTBE, som er erklæret uønsket hos os. Det sker særligt af hensyn til grundvandet.
Da 98 oktan i en periode kunne købes udvalgte steder, indeholdt det MTBE.
Se mere: Få FDM-rabat hos Shell
FDM vurderer, at yderst få bilister er nødt til at bruge 100 oktan. Det vil typisk være til meget højtydende tyske biler, der skal have mindst 98 oktan.
100 oktan uden miljøskadeligt stof
– Vi har opnået de 100 oktan uden MTBE eller det beslægtede ETBE. I stedet anvender vi en ny og mere kompliceret proces på raffinaderiet, siger produktchef Per Ollikainen hos DCC Energi, der forhandler Shell i Danmark.
FDM vurderer, at yderst få bilister er nødt til at bruge 100 oktan. Det vil typisk være til meget højtydende tyske biler, der skal have mindst 98 oktan.
– En større gruppe behøver det ikke, men kan med 100 oktan få lidt højere ydelse, vurderer seniortekniker i FDMs rådgivning, Jørgen Jørgensen.
Få kan udnytte 100 oktan, mange den rensende effekt
Han tilføjer, at den væsentligste del af den danske bilpark med hans viden slet ikke kan udnytte 100 oktan.
– Derimod kan mange have glæde af den rensende effekt, der er i V-Power-benzin og andre lignende brændstoftyper. Det kan enten være de bilejere, der har problemer med tilsodning – og det ved man ikke helt – og så de, der bare gerne vil sikre sig, siger Jørgen Jørgensen.
– Det er lidt som med vitaminpiller. Det er ikke sikkert, man behøver dem, men de skader heller ikke, siger han.
Den nye 100 oktan V-Power koster for bilisterne det samme som den hidtidige 99 oktan. Det vil sige 1,22 kr. mere pr. liter end 95 oktan – for tiden lige knap 14 kr. pr. liter.
Se mere: Shell dækker stadig hele landet