Det kan være en dårlig idé, hvis du vælger at lægge betalingen for en bil, før du står med både bilen og papirerne. I 2017 gennemgik FDM mere end 1.000 slutsedler for vores medlemmer, og i 10 % af slutsedlerne blev bilkøberen bedt om, at betale bilen minimum dagen før den kunne afhentes hos bilforhandleren.
Det er aldrig en god ide at betale penge på forskud - det gælder uanset, om du handler bil privat eller hos en bilforhandler.
Går forhandleren fx konkurs, kan du risikere, at du har tabt både penge og bil
"Det er en unødig risiko at tage som bilkøber, at overdrage pengene før du rent faktisk har både bil og registreringsattest. Der er mange muligheder for at betale bilen på dagen. Går forhandleren fx konkurs, kan du risikere, at du har tabt både dine penge og bilen. Overdrager du pengene til en privat, kan du ikke være sikker på, at der er en bil at hente, når du dukker op," siger advokat Casper Schad og fortsætter:
"Vi har desværre haft en række sager om fupsælgere de senere år, så især når det gælder privathandel, skal du være opmærksomhed på, at alle ikke har rent mel i posen. Fupsælgerne kan fx bede om penge på forskud for at få dækket nogle omkostninger, eller for at du kan sikre dig bilen. Efterfølgende viser det sig, at der aldrig har været en bil til salg."
Sådan betaler du sikkert for bilen
Tidligere betalte mange ofte med check, når bilen skulle betales, men det er ikke længere muligt. Der er dog flere andre muligheder for sikker betaling af din bil. Hvilken metode der egner sig til dit bilkøb, afhænger både af, om du handler privat eller hos bilforhandler og prisen på bilen.
FDM anbefaler:
Betal ikke for bilen på forhånd
Betal ikke et forskud til en sælger uden at du har sikkerhed for pengene
Betal aldrig før du fysisk får bil, nøgler og original registreringsattest
Dankort
Skal du betale hos bilforhandler, kan du betale med Dankort på stedet. De fleste bilforhandlere vil have mulighed for at tage imod dankortbetaling. Der er som udgangspunkt ingen beløbsgrænse ved brug af Dankort.
Straksoverførsel
Du kan via banken lave en såkaldt straksoverførsel. Det kræver, at du har dit NemID med. Denne metode kan du benytte hos både bilforhandler og ved privat bilhandel. Kontakt evt. din bank på forhånd, så du er sikker på at kunne overføre et stort beløb.
MobilePay
Hvis dit MobilePay er verificeret med NemID, kan du overføre 10.000 kr. til privat personer og erhvervsdrivende. Denne metode kan du bruge, hvis du handler fx brugt bil i den billige ende.
Kontant
Det er også en mulighed at betale kontant. Som udgangspunkt skal erhvervsdrivende tage imod kontanter. Dog må de ikke tage imod mere end 50.000 kr. i kontanter.
Gode råd til dig
Følg disse gode råd når du skal købe bil:
- Ved privat handel: vær sikker på at der er en bil til salg, og at sælgeren også er ejer af bilen. Bed fx om at se bilens originale registreringsattest
- Tjek en brugt bil for restgæld. Køber du en bil med restgæld, overtager du også gælden. Tjek restgæld via den elektroniske del af bilbogen
- Giv aldrig penge på forhånd under nogen omstændigheder. Giv heller ikke et forskud til en sælger uden at have sikkerhed for pengene.
- Du skal først overdrage penge, når du fysisk modtager bil, original registreringsattest og nøgler. Accepter aldrig en kopi af registreringsattesten eller at den eftersendes
- Få tjekket din slutseddel af FDMs jurister, så du ikke accepterer ulovlige eller dårlige vilkår
- Brug FDM. Som medlem kan du altid tage jurister og teknikere med på råd, inden du handler bil. Brug den mulighed