Skal vi teste din elbils batteri?

FDM søger elbilsejere til test af slitagen på batterier i elbiler.

FDM søger elbilejere til test af batteriernes holdbarhed
Bilist

Opdateret: 16/11 2018: Vi har nu fundet alle deltagere og behøver derfor ikke flere henvendelser.

FDM har i snart tre år været involveret i et forskningsprojekt for at udarbejde en metode til at fastslå slitagen af batteriet i en elbil (det såkaldte State of Health), uden at bryde nogle af bilens garantier.

Da projektet er i sin afsluttende fase, ønsker vi at teste målemetoden på flere elbiler.

Et dårligt batteri kan være lig med kortere rækkevidde og udgifter til udskiftning i utide. Derfor er det vigtigt at kende batteriets sundhedstilstand

Derfor søger vi ejere til elbiler af typen 1. generation BMW i3 eller 1. generation Nissan Leaf, der vil lade os teste bilens batteri.

Får lånebil stillet til rådighed

Målingen laves ved en fuld opladning af bilen på FDMs testcenter i Roskilde. Bilen skal derfor afleveres om eftermiddagen med lavest mulige batteri-niveau. Bilen vil dernæst blive helt afladet og skal overnatte på testcentret, inden målingen igangsættes dagen efter. Der vil være lånebiler (ikke el) til rådighed i test-perioden.

Metoden er testet og udført på forskellige elbiler hos Teknologisk Institut, og er helt uproblematisk for elbilen og dens batteri.

Første måling af sin slags i verden

Målingen vil indgå som afsluttende dokumentation for projektet og som validering af målemetoden. Du vil som elbil-ejer modtage en rapport i januar efter projektets officielle afslutning, med måledata samt en vurdering af batteriets slitage.

Projektets udviklede målemetode er så vidt vides den eneste af sin slags i verden, som kan fastslå en elbils batteri-tilstand, der på sigt kan være med til at værdisætte bilen.

"Hvis man skal købe en brugt elbil, er noget af det vigtigste batteriets tilstand. Et dårligt batteri kan være lig med kortere rækkevidde og udgifter til udskiftning i utide. Derfor er det vigtigt at kende batteriets sundhedstilstand. I dag er det kun mærkeforhandleren, der kan teste batteriet, men projektet Batnostic har udviklet en uvildig testmetode, så bilejeren kan få en uvildig vurdering," siger afdelingschef i FDM, Torben Lund Kudsk.