Luksusbiler ribbes for udstyr

Biltyve går efter luksusbiler, men de stjæler dem ikke. I stedet tager de rat, airbags og navigationsanlæg og sender dem ud af landet. Antallet af indbrud i biler er markant stigende, og Nordsjælland er hårdest ramt. Politiet har svært ved at dæmme op for den organiserede kriminalitet

Indbrud i bil
Bilist

Det er skræmmende billeder, som en Porsche-ejer, der ønsker at være anonym, viser frem. Hendes overvågningskamera har optaget indbruddet i hendes bilen.

To mænd dukker op i indkørslen, og godt tyve minutter senere går de derfra med rat, airbags og navigationsanlægget pakket pænt ned i en rygsæk.

Arbejdet udføres professionelt, og rollefordelingen er fast. Den store mand holder vagt, den lille er vaks i og omkring bilen. Det er ham, der låser døren op og skiller bilen ad. Selvom de opdager overvågningskameraet, er det ikke noget, der generer dem, og de dækker hverken kamera eller ansigter til.

”Jeg opdagede det først om eftermiddagen, fordi jeg arbejdede hjemme den dag. Og da jeg lukkede hunden ind for at køre ud i hundeskoven, så jeg, at rattet manglede, siger ejeren, der de efterfølgende måneder kiggede efter rattet, hver gang hun så sin bil. En vane hun nu har lagt fra sig”.

Da vejhjælpen kom for at hente bilen, sagde chaufføren, at det var professionelle tyve, for de havde lagt et rør til ratstammen på forsædet, som han skulle bruge til at dreje hjulene med. Samtidig var bilejeren heldig, at de ikke havde taget forlygterne, for her skader tyvene ofte forskærmene, så de skal omlakeres.

Indbrud i bil

Nordsjælland hårdt ramt

Det tog tre uger på værkstedet, før bilen var klar igen.

”Det er professionelle og organiserede grupper på typisk 2-3 personer, der går målrettet efter udstyret i større biler. De er meget kreative, fjerner tingene om natten og er hurtigt væk igen”, fortæller politiinspektør ved Nordsjællands Politi, Lau Thygesen.

Dem, vi har taget, er østeuropæere, og selvom vi får dem anholdt, sigtet og udvist, så er andre klar til at komme hertil for at fortsætte

Netop politikredsen, der dækker Nordsjælland, oplever flest indbrud i landet fra personbiler med 5,3 pr. 1.000 indbyggere. Det gælder alle typer tyverier fra biler, både løst indbo og faste ting som rat og airbags. I Østjyllands politikreds er tallet 4,2 og I Københavns er det 3,6.

Læs mere: Hvordan dækker forsikringen indbrud i bilen?

Dykker man længere ned i tallene, har der de seneste år været en meget stor stigning i antallet af airbagtyverier i politikredsen. Fra 2016 til 2018 er antallet mere end firdoblet til 233 sidste år. I samme periode er forlygtetyverier steget fra 8 til hele 58. Navigationsanlæg er også populære med 442 tyverier sidste år.

”Tidligere stjal tyvene hele bilen, men det er blevet meget sværere, så i dag stjæles flere løse og faste ting fra bilerne. Når vores politikreds er hårdest ramt, så skyldes det, at vi har mange indbyggere med høje indkomster og derfor også ofte dyrere biler, der er tyvenes foretrukne. Vi kan se, at indbruddene i biler er mere udbredte i de områder i vores kreds, der har høje indkomster”, forklarer Lau Thygesen.

På landsplan har antallet af stjålne biler og tyveri fra personbiler været nogenlunde konstant de senere år med godt stjålne 5.000 personbiler og ca. 14.000 indbrud fra personbiler.

Tyverier i Nordsjælland Airbags Navigationsanlæg Forlygter
2016 55 386 8
2017 198 489 10
2018 233 442 58

Hvis der både er stjålet airbag og navigationsudstyr ved samme indbrud i bilen, figurerer de i begge statistikker, så tallene kan være lavere. Kilde: Nordsjællands Politi

Bestil FDM Forsikring

Sælges i Østeuropa

Det er ikke tilfældigt, at tyvene går efter airbags, navigationssystemer, gearkasser, lygter og lignende. De er nemme at få ud af landet og kan sjældent spores.

”Det ville sværere for dem at tage hele bilen med, da den har et unikt stelnummer og formentlig også gps-tracker og er mere synlig ved grænseovergangene. Airbags og andre ting fra bilen kan ikke kædes sammen med en bestemt bil, der er meldt stjålet. Så selvom politiet i et andet land finder en genstand, er det nærmest umuligt at konstatere, om den er stjålet”, forklarer chefkonsulent i brancheorganisationen Forsikring og Pension, Helle B. Pedersen.

Når en genstand er ribbet fra en bil i Danmark, ryger den typisk østover og især til Polen, hvor salget af stjålne reservedele foregår åbenlyst. Motor har tidligere besøgt et af de markeder, hvor tingene ligger frit fremme.

”Alle de store byer i Polen har markeder, hvor der bl.a. sælges reservedele, der kan stamme fra stjålne biler i Danmark. Det er meget åbenlyst. De har egentlig en fin bilpark i Polen, men på markederne er der billige reservedele, som de kan opgradere bilerne med”, siger Helle B. Pedersen.

Forsikring og Pension samarbejder med politiet i Polen om at få fat i de stjålne genstande.

”Vi får meget hjælp til at finde konkrete ting, som vi kan identificere. Men vi kan umuligt vide, hvilken bil et lygtesæt eller en airbag er stjålet fra”.

Se video fra marked i Polen

FDM var i 2012 på et marked for reservedele i Polen, hvor nogle af de stjålne dele fra danske biler bliver solgt videre. Du kan også læse en reportage i Motor 12/2012.

Svært at opklare

Det er stort set umuligt for politiet at dæmme op for tyverierne.

”Det er meget tilfældigt, hvor og hvornår det sker, og det er tydeligt, at de tager et område, og så er de hurtigt væk igen. Det gør det vanskeligt for os. Desuden sker det om natten, og de er så gode, at ingen hører noget, så vi får først anmeldelser om morgenen, når folk skal til at køre på arbejde i deres bil”, siger politiinspektør ved Nordsjællands Politi, Lau Thygesen.

Læs mere: Hvad skal du gøre, hvis bilen bliver stjålet?

Samtidig er det svært at finde ud af, hvem der står bag.

”Vi tager prøver og finder spor af dem, men vi kender dem ikke i forvejen. Dem, vi har taget, er østeuropæere, og selvom vi får dem anholdt, sigtet og udvist, så er andre klar til at komme hertil for at fortsætte”, siger Lau Thygesen.

Nordsjællands Politi fortsætter dog ufortrødent jagten på gerningsmændene.

”Vi analyserer tendensen og har patruljer, der målrettet holder øje med biler om natten. Når vi fanger nogle, så er det oftest en patrulje, der ser noget mistænkeligt om natten”.

Minimér risikoen for indbrud

Det er svært at gardere sig mod de målrettede tyve. Politiet og brancheorganisationen Forsikring og Pension giver følgende råd til bilejerne:

  • Fjern eller skjul elektronik og andet indbo fra bilen
  • Husk at låse bilen – og tag fat i håndtaget for at sikre, at den er låst
  • Parkér om muligt bilen i garage, bag låge eller på oplyste steder med trafik
  • Sørg for, at du kan se bilen fra vinduerne i dit hus
  • Har du videoovervågning, så sørg for, at bilen kan ses af kameraet