FDM advarer mod livsfarlige autostole

FDM-test af autostole afslører høj risiko for alvorlige skader på børn i tilfælde af uheld. FDM og de europæiske bilklubber advarer derfor forbrugere mod køb og brug af to farlige autostole.

Dårlig sikkerhed får FDM til at advare mod køb og brug af to autostole.
Bilist

FDM og de europæiske bilklubber tænder nu de røde advarselslamper og advarer direkte mod køb og brug af to autostole. Det sker forud for årets første store autostoletest til maj.

Havde uheldene været virkelige, havde det været livsfarligt for børnene i de to stole

I forbindelse med en crashtest dumpede to autostole og viste så ringe sikkerhed, at der er risiko for alvorlige skader på børn i tilfælde af et biluheld.

Det drejer som om modellerne:

  • Babystyle Oyster Carapace Infant + Duofix i-Size Base
  • Chicco Oasys i-Size bebecare + i-Size base

Begge er bagudvendte autostole til de mindste børn, og begge faldt igennem i testens frontaltest.

Læs også: Den første autostol

Autostol rev sig løs

På den ene stol knækkede låsemekanismen mellem stolen og basen, den var fastgjort til, med det resultat, at den rev sig løs af basen og fløj gennem bilens kabine. På den anden autostol knækkede et spænde der holder trepunktsselen sammen, hvorefter testdukken blev kastet ud af stolen og gennem bilen.

Meget kritiske fejl

”Det er meget kritiske fejl på begge stole, og naturligvis ikke en viden vi kan vente med at offentliggøre sammen med de øvrige testresultater. Derfor advarer vi allerede nu både forbrugere og forhandlere i hele Europa mod at bruge og sælge de to stole. Havde uheldene været virkelige, havde det været livsfarligt for børnene i de to stole,” siger bilteknisk redaktør i FDM, Søren W. Rasmussen.

Læs også: Sådan monterer du autostolen korrekt

Sælges i Danmark

Ifølge FDMs undersøgelser er det kun Chicco Oasys i-Size Bebecare + i-Size base, der sælges i Danmark. FDM har allerede orienteret både den danske forhandler og importør af stolen om testresultatet.

Har man allerede købt en af de to stole, anbefaler FDM, at man kontakter forhandleren med henblik på at returnere stolen og få sine penge tilbage.

Læs også: Guide til valg af autostol

Vigtigt at autostole testes

”Det er heldigvis meget sjældent, at autostole har så alvorlige fejl på sikkerheden, som de to stole her. Men det illustrerer, hvorfor det er vigtigt, at FDM sammen med de europæiske bilklubber løbende tester autostole til familiens mindste medlemmer. Derfor kan vi kun anbefale, at man dykker ned i de uvildige autostoletest, der laves, og eventuelt søger rådgivning, inden man køber ny autostol,” siger Søren W. Rasmussen.

Læs også: Tidligere test af autostole

Ifølge producenten Chicco har kun et begrænset antal af autostolen været på markedet. De stole er nu blevet fjernet og vil få udskiftet det kritiske spænde. Forbrugere der allerede har købt stolene kan ligeledes få udskiftet de kritiske dele uden omkostning, lover Chicco.

Man kan kontakte producenten her: www.chicco.com/en/contact.html

De øvrige resultater fra årets første store autostoletest offentliggøres 21. maj.

Køb autostol i FDMs netbutik