Sådan får du styr på bluetooth-forbindelsen

Normalt finder din bil og din mobil hinanden helt automatisk, når først du har oprettet forbindelse mellem dem via bluetooth. Men nogle gange taber de alligevel tråden – og hvad gør man så? Følg vores guide her.

Sådan får du styr på bluetooth-forbindelsen
Bilist

Her er vores fem tip.

De gælder både for iPhones og Android-telefoner:

1. Genstart telefonen

Nogle gange kan der være udfordringer med bluetooth-forbindelsen, fordi telefonen har gemt for mange data.

Derfor er det første tip, at du laver en såkaldt hard reset, hvor styresystemet bliver lukket helt ned og startet igen. Googl, hvordan det gøres på netop din mobil.

Læs også: Få Android Auto på dansk

2. Start forfra

Nogle gange kan knas med forbindelsen løses ved, at du sletter bluetooth-forbindelsen i bilen og på telefonen for derefter at starte en ny forbindelse op.

Er der eventuelt andre bluetooth-profiler i bilen, så slet dem, som ikke bruges jævnligt.

3. Husk at opdatere

Mobiltelefonerne beder som udgangspunkt om, at du opdaterer til nyeste udgave af styresystemet. Hvis ikke det er sket, kan det ofte hjælpe at opdatere, især hvis du ikke har opdateret telefonen i et par år.

Bilens software kan også opdateres – det skal i stort set alle tilfælde ske på et mærkeværksted. Bed dem tjekke, om der er opdateringer, når bilen er til service.

Læs også: Sådan kobler du mobilen til bilen

4. Vær tålmodig

Hvis ikke mobilen automatisk kobles på, kan du enten acceptere, at du har fået et frirum fra mobilforbindelse på din tur, eller du skal holde ind til siden. Du skal ikke rode med det, mens du kører.

Nogle gange kan forbindelsen blive aktiveret efter lidt tid, men er forbindelsen vigtig for dig, så vent med at køre, til mobilen er koblet på.

5. Vælg hvem der skal være online

Enkelte biler kan have flere mobiltelefoner koblet på samtidig, men for de fleste gælder det, at der kun er én forbindelse.

Er det vigtigt, at chaufføren er koblet på, så få passageren til at stå for den manuelle opkobling via bilens radio/trykskærm. Er det kun føreren, som kan skifte mellem enhederne, så hold ind til siden for at få en sikker forbindelse.     

Køb udstyr til håndfri mobil i FDMshop.dk
Se udvalget