Er det de bedste bilreklamer? – bedøm selv

Vi har fundet en række af de senere års sjoveste og bedste bilreklamer, synes vi selv. Se med her, og se om du er enig.

Nicklas Bendtner er en af dem, der har fundet den store spand selvironi frem.
Bilist

Bilreklamer har i årtier været en genre for sig. Men trods et budget, der formentligt matcher en dansk spillefilms, er de ofte fantasiløst skåret over samme læst: En ny model i kæk farve cruiser formålsløst rundt i downtown Metropolis eller, hvis det er en SUV, sviner sig til i terrænet. Måske med Jürgen Klopp bag rattet.

Heldigvis dukker der af og til nogle reklamer op, som tør noget mere. Som har humor og kant, og som stikker ud. Vi har fundet nogle af de senere års sjoveste, bedste og mest vovede bilreklamer. Se, om du er enig.

Rivaliseringen – det kærlige drilleri

Rivaliseringen mellem bilmærker eller sågar lande ses også i bilreklamer. Med humor og brod kan det gøres elegant.

If you can’t beat them, join them. Fransk/tysk drilleri når det er bedst. Reklamefilmen åbner som en scene taget fra Ørneborgen og til Wagner-skingre violiner. Her er alle klichéerne om Germania: mensurfægtning, barmfagre kvinder, pølser, hornorkester i Lederhosen, rigsørn og Brandenburger Tor. Det kunne nemt ende galt, men heldigvis er humoren lige så tyk, som skindet på en frankfurter, og derfor er reklamen faktisk morsom… En klassiker.

 

Forklædt som en Audi-reklame, men den er faktisk en sportslig hilsen fra Porsche.
Porsche meddelte i 2014, at de efter års fravær igen ville deltage i Le Mans, hvor de de følgende år konkurrerede mod Audi. I 2017 meddelte Audi så, at de efter 18 år trak sig fra det traditionsrige franske 24-timersløb. Til stor ærgrelse for mange - ikke mindst Porsche.

 

Et billogo kan sige mere end tusinde ord. Audi driller og prikker til konkurrenterne med spørgsmålet: Hvilken bil har både italiensk elegance, tysk komfort og svensk sikkerhed? Gæt selv

 

Ny teknologi

Teknologi har altid fyldt godt i bilreklamer, hvor især komfortudstyr er blevet fremhævet. Flere reklamer er dog begyndt at have sikkerhedsudstyr som det nye automatiske nødbremssystem, AEB, i hovedrollen.

 

Galgenhumoristisk Volvo-reklame, hvor en række ældre mennesker kommer uheldigt af dage til muntre toner af en Frank Sinatra-pastiche.

 

Døden skal have en årsag, men at køre Mercedes-Benz skal ikke være en af dem. Stuttgart-producenten viser, hvordan man snyder døden i deres nye model

 

Kontrafaktisk historieskrivning. Scenen er Hitlers fødeby, østrigske Braunau am Inn, omkring forrige århundredeskifte og har en ung Adolf på rollelisten. Selvom en Mercedes-Benz indtager hovedrollen, er den ikke lavet af bilproducenten, men derimod af en gruppe elever på en tysk filmskole. 

 

Et andet og anderledes alvorligt bud fra Volvo på en reklame for AEB. Et dramatisk krydsklip bygger op til en uundgåelig ulykke mellem en bil og en lille pige på vej til skole. Indimellem ses brudstykker af, hvordan pigens liv kunne have udfoldet sig, havde det ikke været for ulykken. Heldigvis har Volvo AEB...

 

Blondine-vittigheder

Ingen bilreklamer uden blondine-vittigheder. Ikke alle var lige begejstrede for Mercedes-Benz’ reklame fra 2007.

Blondiner’ kan godt være hankøn. Opel har i år lavet en række reklamefilm med fodboldspilleren Nicklas Bendtner, der er castet på sit ry som letlevende playboy. Foreløbig har Opel lavet en række reklamefilm med Bendtner, der kører den ind med selvironi.

 

Familiens følgesvend

Renault Clio har efterhånden 30 år på bagen. I filmen viser Renault, hvordan den populære model har ændret sig sammen med samfundet, hvor regnbuefamilier i 2020 er blevet the new normal.

 

Livet går i arv, og slægt følger slægt. VW følger dig hele vejen. Das Auto har en bil til hver en tid i livet. Om du sidder i autostol eller førersæde. Det eneste, der mangler her, er en VW-rustvogn.