Fuglene synger morgensang, vintergækkerne breder sig under hækkene, og der er tegn i sol og måne på, at Danmark snart åbner mere op. Der er mange gode grunde til at være i forårshumør.
Men starter du din Palmesøndag med at modtage en ’påskehilsen’ fra den lokale parkeringsvagt – eller finder du i dagene efter en afgift i forruden, fordi du ikke i tide har opdaget, at din elektroniske p-skive stadig følger vintertid, ja, så kan der godt gå skår i forårsglæden.
”Desværre oplever en del bilister at modtage parkeringsafgifter i tiden efter, at vi er overgået til sommertid. Det sker, fordi nogle elektroniske p-skiver ikke automatisk stiller uret om. Derfor skal man selv være ekstra opmærksom første gang, man parkerer sin bil efter et skift fra sommertid til vintertid og sørge for manuelt at indstille uret korrekt”, fortæller chefkonsulent hos FDM, Dennis Lange.
Tillid er godt – kontrol er bedre
Har du købt en mere avanceret elektronisk p-skive, der selv burde stille sit ur en time frem natten mellem lørdag og søndag, når vi overgår til sommertid, så tænker du måske, at det ikke er nødvendigt at tjekke din p-skive. Men du kan altså ikke vide dig helt sikker på, at uret i p-skiven altid viser det, det skal.
”Vi får også henvendelser fra medlemmer, der har købt en parkeringsskive, der selv burde indstille uret til sommertid – men alligevel har modtaget en afgift, fordi uret står forkert. Det kan blandt andet ske, hvis datoen i p-skiven ikke er indstillet rigtigt. Derfor er det altid en god ide at tjekke, at uret i ens p-skive nu også rent faktisk automatisk har opdateret tiden korrekt”, lyder rådet fra Dennis Lange.
Tjek din p-skive
Uanset hvilken parkeringsskive du har investeret i, og uanset hvilken tid på året vi har, så kan det altid godt svare sig at kaste et hurtigt blik på p-skiven, når du parkerer. For er uheldet ude, går uret for eksempel forkert, eller er p-skiven løbet tør for batteri – ja, så er der ikke meget andet for dig som bilist at gøre end at betale afgiften.
”Det er naturligvis ærgerligt at få en parkeringsafgift, når man har parkeret i god tro og med tillid til, at den elektroniske p-skive viser korrekt klokkeslet. Men reglerne er ret klare - det er i sidste ende bilistens eget ansvar, at p-skiven fungerer, som den skal, uanset om fejlen skyldes sommertid, vintertid, eller at p-skiven er løbet tør for batteri”, lyder det afsluttende fra Dennis Lange.