Arbejdet med årets første store autostoletest har afsløret en så alvorlig fejl i sikkerheden på en af stolene, at FDM sammen med de øvrige europæiske organisationer bag testen, nu går ud og advarer mod køb af stolen.
Konkret drejer det som autostolen Chicco Kiros i-Size. Ifølge producenten passer den til de helt små børn mellem 40-78 cm (0-15 mdr.). Den monteres bagudvendt i en isofix-monteret base, hvor den forankres med fire kroge.
I både testens frontal- og sidekollision rev stolen sig løs fra basen, og røg gennem bilen med risiko for alvorlig skade på barnet.
Fejlen er så alvorlig, at bilklubberne har valgt at offentliggøre testresultatet allerede nu, og ikke først når hele testen er færdigbearbejdet til maj.
Læs også: Se FDMs autostoletest
Producent tilbagekalder autostol
”At en autostol river sig løs fra sin base er meget bekymrende og en meget alvorlig fejl på sikkerheden. At det så endda sker i begge kollisionstest, gør det ikke bedre. Var det sket i et virkeligt uheld, kunne det have fået fatale konsekvenser. Derfor er det vigtigt, at vi hurtigt får oplyst forbrugere og de forhandlere, der sælger stolen, om vores testresultat,” siger bilteknisk redaktør i FDM, Søren W. Rasmussen.
Trods den dårlige sikkerhed lever Chicco Kiros i-Size stadig op til EU’s typegodkendelse, og er dermed fortsat lovlig at både sælge og bruge.
Producenten Chicco har på baggrund af testresultatet valgt at tilbagekalde alle stole af modellen Kiros i-Size base. Det drejer sig om 1.984 stole. Ifølge Chicco er kun baser, der kom på markedet efter juli 2020, påvirket. De kan genkendes på nummeret 030059 på stolens godkendelsesetiket.
FDM har ikke kendskab til egentlige danske forhandlere af Chicco Kiros i-Size, men da stolen sælges online fra flere udenlandske netbutikker, der også opererer i Danmark, kan danske forbrugere have købt stolen.
Har man købt stolen online, anbefaler FDM, at man straks undlader at bruge stolen, og med det samme kontakter forhandleren.
De øvrige resultater fra årets første store autostoletest offentliggøres 25. maj og kan læses på fdm.dk eller i Motor nr. 5.