Pas på farlig overlast af bilen

Ny undersøgelse fra FDM viser, at du i flere nyere biler har under 500 kilo at gøre godt med til både passagerer og bagage. Det kan man hurtigt få læsset i en bil. Men overlast er både ulovligt og farligt.

Mand sætter stor kuffert i bagagerum på bil.
Bilist

Du har måske færre kilo at gøre godt med, end du tror, når du skal laste din bil med varer, bagage, familie eller kammerater.

En gennemgang fra FDM viser, at du i mange almindelige biler, fordelt bredt henover alle bilklasser, har under 500 kilo at gøre godt med. Sætter fire-fem velvoksne mænd sig ind i sådan en bil, så er der ikke 'råd' til særligt mange ekstra kilo i bagagerummet - om nogen overhovedet. 

Det gælder blandt andet for mikrobilen Hyundai i10 og en af Danmarks mest solgte minibiler Peugeot 208. Men det gælder også for almindelige mellemklassebiler og måske overraskende nok også for SUV'er, plugin-hybrider og elbiler, som eksempelvis Tesla Model 3.

Den populære plugin-hybrid Ford Kuga, der er en SUV med et godt stort bagagerum, skulle man måske tro, man kunne laste med næsten lige, hvad det skulle være. Men i Ford Kuga'en fra vores gennemgang har du kun 465 kilo at gøre godt med - vel at mærke inklusive alle personer i bilen. Det er overraskende nok ti kilo mindre, end man må laste minibilen Peugeot 208 fra samme gennemgang med.

Tallet for hvor mange kilo, du må laste din bil med, hedder nyttelast, og det tal er individuelt fra bil til bil, da det blandt andet afhænger af bilens udstyrspakke såsom glastag. En tungere udstyrspakke efterlader færre kilo til last. 

Nyttelast i 7 forskellige biler
Bilklasse/type Mærke/model Nyttelast *
Mikrobil Hyundai i10 362 kg
Minibil Peugeot 208 475 kg
Mellemklassebil Skoda Octavia Combi 512 kg
Firmaklassebil VW Passat Variant 628 kg
SUV Nissan Qashqai 499 kg
Plugin-hybrid Ford Kuga 465 kg
Elbil Tesla Model 3 Long Range 339 kg

*) Bemærk, at nyttelasten vil variere fra bil til bil afhængig af motorstørrelse, gearkassetype og udstyrsniveauet. Tallene i oversigten herover er derfor et udtryk for data på konkrete biler og illustrerer, hvilke bilstørrelser der typisk har høj eller lav nyttelast. 

 

Sådan beregner du netop din nyttelast

Nyttelasten er som tidligere skrevet individuel og kan variere fra bil til bil. Vil du kende din egen bils specifikke nyttelast, er du nødt til selv at finde kuglerammen frem og regne lidt på sagerne. For at beregne din egen nyttelast skal du bruge information om din bils totalvægt og din bils køreklar vægt.

Oplysningerne fremgår i langt de fleste tilfælde af din bils registreringsattest. Du kan også nemt finde oplysningerne på nettet, blandt andet i Skats motorregister.

Find oplysninger på din bil her: Motorregisteret

Se her, hvordan du i tre enkle trin finder ud af, hvor mange kilo du må laste netop din bil med:

 

 

Som det fremgår af videoen ovenfor, så kan du regne dig frem til din nyttelast ved at bruge følgende regnemetode:

Din nyttelast = (totalvægt - køreklar vægt) + 75 kg.

De 75 kilo er vægten af en gennemsnitsfører, der også er indregnet i tallet for køreklar vægt.

Eksempel på udregning
Bil: Peugeot 208 Puretech 100 Allure
Totalvægt: 1595 kg
Køreklar vægt: 1195 kg
Forskel på totalvægt og køreklar vægt: 1595 - 1195 = 400 kg
Din nyttelast er: 400 + 75 = 475 kg*

*) Det antal kilo, som du (føreren), dine passagerer og jeres bagage må veje tilsammen.  

 

Når familien skal på ferie

Der er ofte god brug for hver kubikcentimeter i bagagerum og tagboks, når hele familien skal på ferie i den firehjulede. Listen med helt uundværlige ting til ferieturen kan hurtigt blive lang. Men vær opmærksom. Du kan hurtigt få pakket bilen med 500 kilo personer og pakkenelliker, når du skal på langfart. Se bare her:

Infografik der viser hvad personer og diverse stykker bagage vejer tilsammen.

 

Bødestraf og dårligere sikkerhed

Din bil må ikke være tungere end den tilladte totalvægt - så har du overlastet din bil. Overlast er både ulovligt og farligt. Kører du med overlast, risikerer du en bøde. Dertil kommer, at du med for høj vægt i bilen forlænger din bremselængde og forringer din bils køreegenskaber. Konkret risikerer du, at bilen kommer i slinger ved opbremsninger eller undvigemanøvrer. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på ikke at få pakket bilen tungere end tilladt.

Så selvom du måske har fysisk plads i bagagerum og tagboks til samtlige tasker og alt det ferieudstyr, som alle i familien måtte ønske, så er det en god ide også at have styr på den samlede vægt af feriegrej og familiemedlemmer, inden I triller ud af indkørslen på vej mod sommerens feriedestination.   

 

Har du lyst til at afholde sommerens kør selv-ferie i Danmark, men mangler inspiration til interessante ruter, så kan du finde ideer og gode tilbud hos FDM travel.

Se forslag hos FDM travel