Logo

Se hvorfor firmabilerne bliver elektriske

Nyheder

Nyt om trafik og biler

21. april 2021

Firmabilerne bliver grønnere fremover fordi det er billigere for både firmabilister og firmaerne.

Foto: Adobe Stock

Karsten Meyland Lemche

Især plugin-hybrider er blevet attraktive som firmabiler. Medarbejderne får billigere beskatning, samtidig med at firmaerne sparer penge på driften. Men de skal lades hver dag, før regnestykket går op

En af det helt store vindere i forbindelse med de nye bilafgifter er plugin-hybriderne, der i mange tilfælde faldt markant i registreringsafgift. Det gælder især for de lidt dyrere og større plugin-hybrid- modeller, som typisk ses på firmabilmarkedet.

Da beskatningsgrundlaget især er basereret på bilens værdi, er plugin-hybriderne blevet markant billigere i beskatning i forhold til de dieselbiler, der hidtil har domineret salget af firmabiler.

Læs også: Viden om firmabil

Spar 72.000 kr.

Leasingselskabet Alphabet, der er et af Europas største, har beregnet beskatningsgrundlag for 17 populære bilmodeller. Og i alle tilfælde er plugin-hybriderne billigere end tilsvarende dieselbiler. Audi A6 er det mest ekstreme tilfælde med en besparelse på 72.500 kr. efter skat over en fireårig periode, svarende til 1.500 kr. om måneden. Men på de fleste af bilerne sparer du mellem 500 og 1.000 kr. efter skat om måneden. Eksempelvis er en Ford Kuga næsten 600 kr. billigere, hvis du vælger plugin-hybrid frem for diesel.

Dermed er sagen klar fra firmabilistens synspunkt: Du får en måned besparelse, der kan mærkes på pengepungen ved at vælge en plugin-hybrid. Udvalget af elektriske elbiler er ikke stort, men en sammenligning mellem VW Tiguan som henholdsvis plugin-hybrid og dieselbil, samt den fuldt elektriske VW ID.4 viser, at elbilen er 100 kr. dyrere om måneden end plugin-hybriden, mens du sparer godt 1.100 kr. om måneden efter skat ved at vælge en ren elektrisk model fremfor diesel.

Opladning essentiel for firmaet

Alphabet har også regnet på totaløkonomien for virksomheder. Her har man regnet på et årligt kørselsmønster mellem 10.000 og 60.000 km for alle bilerne, og med forskelligt lademønster. Vælger firmabilisten ikke at lade plugin-hybriden, er det i gennemsnit 450-900 kr. dyrere for firmaet end den traditionelle dieselløsning. Lader firmabilisten sin plugin-hybrid dagligt, så er plugin-hybriden lidt billigere i drift op til 30.000 km kørsel om året.

Den helt store gevinst kommer, hvis firmabilisten lader plugin-hybriden to gange dagligt. Det betyder, at firmabilisten skal køre over 60.000 km årligt, før diesel bliver billigere. Men mere interessant er det, at firmaet sparer relativt mange penge på plugin-hybrider, der kører 20-30.000 km om året.

Så opladning er nøglen til, at plugin-hybriden også er en god forretning for din virksomhed. Så det er ikke nok at lade hjemme, du skal helst også kunne lade, når du kommer på arbejde.

Besparelse ved at vælge plugin-hybrid i stedet for diesel

Bil
Besparelse efter skat, kr. pr. md.
Audi A3
775
Mercedes-Benz A-klasse
144
Skoda Octavia
423
BMW 3-serie
870
Peugeot 508
376
VW Passat
992
Audi A6
1.510
BMW 5-serie
859
Mercedes-Benz E-klasse
932
Volvo V60
501
BMW X1
922
Ford Kuga
584
Opel Grandland X
598
Peugeot 3008
877
VW Tiguan
1.271
Volvo XC40
639

Kilde: Alphabet. Beregninger foretaget over 48 måneder tællende fra 1. januar 2021.