Tryg vil reparere din kofanger i stedet for at kassere den

Et af Danmarks største forsikringsselskaber vil nedbringe plastaffald ved at reparere flere kofangere i stedet for at udskifte dem med nye. Hvordan stiller det dig som forbruger?

Kofangerskader er blandt de hyppigste skader.
Bilist

Det er de færreste bilister, der går gennem livet som bilejer uden at opleve at få en skade, herunder også kofangerskader. Når skaden skal udbedres, foregår det som oftest gennem forsikringsselskaber. Nu vil et af Danmarks største af slagsen, forsikringskoncernen Tryg, til at reparere langt flere kofangere i stedet for at kassere dem og påmontere en ny. Sidste år blev mere end 30.000 kofangere fra Tryg-kunder kasseret på grund af skader – alene i Trygs danske forretning. Det svarer til, at 150 ton kofangere endte som plastaffald sidste år.   

Ifølge Trygs egne tal vil initiativet om i højere grad at reparere kofangere spare miljøet for 20 ton plastaffald alene i år – et tal koncernen forventer vil stige i takt med, at initiativet rulles ud.

Grønt er godt - sikkerhed essentielt

”Vi hilser naturligvis grønne initiativer af enhver karakter hjerteligt velkomne. Men FDM er først og fremmest en forbrugerorganisation, så uanset hvad, så er det altafgørende, at initiativer, grønne eller ej, ikke skal ske på bekostning af sikkerhed. Det stiller krav til viden og dygtighed hos både forsikringstaksator og den udførende pladesmed og autolakerer, der reparerer skaden”, lyder det fra Lone Otto, afdelingsleder i FDMs tekniske rådgivning.

”En kofanger er ikke til pynt. Kofangeren skærmer blandt andet ofte for de mange nye assistentsystemers radarer, kameraer og sensorer, og det har betydning for, i hvilket omfang plastmaterialerne rent faktisk kan repareres, og også hvordan de skal repareres. Det stiller store krav til reparatøren. Men er kofangeren mulig at reparere, og følger man bilproducentens anbefalinger, så vil det i mange tilfælde være fuldstændig lige så godt at udbedre kofangerskader ved reparation i stedet for at påmontere en ny”, uddyber Lone Otto.

FDM er forsikringspartner med Tryg. Så har du din bilforsikring gennem FDM Forsikring, er du også forsikringskunde i Tryg-koncernen. Dermed får initiativet også automatisk betydning for dig – ligesom initiativet vil få betydning for mange andre danske bilister.

I Tryg er man opmærksomme på, at der vil være mange situationer, hvor det vil være nødvendigt at udskifte kofangeren i stedet for at vælge at reparere. Selv når koncernens initiativ er fuldt rullet ud vil størstedelen af kofangerskader stadig blive udbedret ved udskiftning og ikke med en reparation. 

”Vi beder kun om reparation, når det er fagligt forsvarligt – fuldstændig som hvis kunden havde fået en bule i døren. Den reparerede kofanger er både kosmetisk og funktionelt lige så god som en ny, og der er naturligvis garanti på den udførte reparation”, udtalte Mogens Olesen, skadedirektør i Tryg, i forbindelse med lanceringen af initiativet.

Påvirker det din bils værdi?

Bilen ligger meget højt på listen over de kostbare investeringer, den almindelige forbruger gør sig som privatperson. Derfor er der sund fornuft i at have opmærksomhed på, at din bil skal tabe mindst muligt i værdi – også på den anden side af en kofangerskade. 

”Som udgangspunkt har du som forbruger desværre ikke valget om, hvordan din bil skal repareres. Det krav, du som forbruger kan stille, er, at bilen skal repareres i henhold til bilproducentens forskrifter og bringes tilbage til samme stand som før uheldet,” forklarer Lone Otto og uddyber:

”Pladesmedene er generelt blevet dygtigere, og mulighederne for reparation i dag er langt større, end de var tidligere. Det, der er vigtigt, er, at pladesmeden og taksatoren sammen har en dialog i de tilfælde, hvor der er usikkerhed om, hvorvidt en reparation er mulig eller ej. Her bør forskrifterne fra producenten til enhver tid følges”.

Får du udbedret en skade på din bil, så vær altid opmærksom på, om din bil er under en garanti, og om reparationen skal leve op til særlige krav for ikke at påvirke garantien negativt.

Er du medlem af FDM, og har du brug for et godt råd? 

Kontakt FDMs rådgivning