Bilentusiaster, der har været forbi Egeskov Slot, vil huske museerne med veteranbiler og fly, med motorcykler og med redningskøretøjer fra Falck. Nu er seværdigheden midt på Fyn blevet udvidet med de anhængere – campingvognene – som en hel del danskere elsker at tage med på ferie.

I en stor hal er der indrettet et camping- og outdoor museum, der er skabt i et samarbejde mellem DCU (Dansk Camping Union) og Egeskov.
Her kan man tage på en tidsrejse med trækkrogen som omdrejningspunkt og se gamle og nye vogne blandet med fortelte, tagtelte og spidstelte. Både dem i stof i orange, brune og gule farver og de moderne i nylon, der næsten er større end en 2-væreleses lejlighed. Man kan bl.a. også se forløberen for Camp-let’en, der kom på markedet i 1969, og en VW T2 autocamper fra 1970.
Fra camping til glamping
Det hele udstilles i gennemførte opstillinger med tidstypisk grej, læsestof, møbler, madkurve og alt det andet, der var med i campingvognen eller bagagerummet. Det er sjovt og vækker nostalgien. Samtidig er det langt fra nutidens campingpladser med store legepladser, hoppepuder, swimmingpools, klappedyr og mange andre aktiviteter for gæsterne.
Udviklingen er til at få øje på, og fremtiden banker også på i museumshallen, hvor glamping og vild luksus, er så langt væk fra det ”almindelige” campingbegreb, at det mister jordforbindelsen i en sådan grad, at det slet ikke er nødvendigt med pløkker.
Skal inspirere til oplevelser i det fri
Museet har også fokus på outdoor, hvor der bl.a. er omtale af kajakker, shelters, paragliding, cykling og surfing. Man behøver heller ikke vogn eller telt for at overnatte i naturen og dyrke friluftslivet. En hængekøje og et ildsted er nok.
Dansk Camping Unions landsformand, Anne-Vibeke Isaksen, glæder sig over åbningen og timingen:
”I en tid, hvor flere danskere end nogensinde søger ud i naturen og tager på campingferie i Danmark, håber jeg, at vi med det nye museum kan inspirere folk til at komme ud i det fri og få endnu flere gode oplevelser sammen udenfor", siger Anne-Vibeke Isaksen på DCUs hjemmeside.