Populære plugin-hybrider har sikkerheden i orden

Ny sikkerhedstest drysser Euro NCAP-stjerner ud over flere af de populære plugin-hybrider og elbiler. Ny Citroën C4 må dog ’nøjes’ med fire stjerner.

Crashtest Opel Grandland
Bilist

Fem stjerner:

  • Audi Q5 Sportback (2017)
  • BMW iX3 (2017)
  • BMW 4-serie Coupé (2019)
  • BMW 4-serie cabriolet (2019)
  • Genesis G80 (2021)
  • Genesis GV80 (2021)
  • Opel Grandland X Hybrid (2017)
  • Renault Captur E-TECH (2019)
  • VW Golf Plugin-Hybrid (2019)

Fire stjerner:

  • Citroën C4/ë-C4 (2021)
  • Opel Corsa-e (2019)

Der er fuld fart på den grønne omstilling hos bilproducenterne. Det ses ikke kun på lanceringen af helt nye elbiler. Mange bilmodeller får også lagt el ind og fås dermed som enten rene elbiler eller plugin-hybrider med både tankdæksel og ladestik. Især de sidste er populære

og tegner sig indtil videre for omkring hver fjerde solgte nye bil i år.

Euro NCAP’s testresultater fra benzin- og dieseludgaverne kan imidlertid ikke uden videre overføres til de elektrificerede udgaver af samme bilmodel. Derfor har Euro NCAP i sin nye test set nærmere på fire plugin-hybrider og to elbiler, der alle tidligere har været testet i en traditionel udgave.

De nye el-udgaver er ikke blevet testet på samme måde som en ny bil, men alene genberegnet ud fra bilernes data. For alle seks biler betyder det, at de oprindelige testresultater nu kan overføres til de nye udgaver. Fem af de seks biler kan derfor smykke sig med de maksimale fem Euro NCAP-stjerner, mens elbilen Opel Corsa-e får fire stjerner, ligesom de øvrige udgaver af Corsa fik.

Derudover er der også fem stjerner i gentesten af Audi Q5 Sportback og BMW 4-serien (teknisk identisk med BMW 3-serien).

Nye plugin-hybrider får gamle stjerner

”Især for plugin-hybrider er der tale om en relativ lille ændring i forhold til de oprindelige udgaver. Men det er positivt at se, at den grønne teknologi ikke forringer sikkerheden. Især fordi bilerne er så populære, som tilfældet er,” siger FDMs repræsentant i Euro NCAP, Søren W. Rasmussen, og tilføjer:

”Det er dog vigtigt, at man er opmærksom på, at stjernerne er baseret på den testprotokol, der var gældende i bilernes oprindelige testår. Flere af bilerne er testet tilbage i 2017, hvilket er længe siden i Euro NCAP-regi. Det gør dem ikke mindre sikre, men de kan omvendt ikke sammenlignes med de biler, der får fem Euro NCAP-stjerner i 2021, hvor kravene til bilerne er øget betydeligt i mellemtiden.”  

Crashtest Renault Captur
Renault Captur er en af de plugin-hybrider, der er blevet genberegnet. Det betyder, at Renault Captur E-TECH får fem Euro NCAP-stjerner. Stjernerne er dog årgang 2019. (Foto: Euro NCAP)

Sløj nødbremse koster Citroën en stjerne

Ud over de ni gentestede biler har Euro NCAP også testet tre helt nye biler: Genesis G80, Genesis GV80, begge til fem stjerner, og Citroën C4, der må ’nøjes’ med fire Euro NCAP-stjerner. Foreløbig ser det ud til, at de to Genesis-modeller, der er Hyundais nye premiummærke, kører uden om Danmark. Mest interessant er derfor den nye Citroën C4, der også omfatter elbiludgaven Citroën ë-C4.

”Den nye Citroën C4 er en fin, lille SUV med et smart design. Sammenlignet med andre nye biler er kollisionssikkerheden dog set bedre. En airbag mellem de to forreste sæder fås for eksempel ikke. Til gengæld har Citroën C4 alle de nye vigtige sikkerhedssystemer som standard, men bilens nødbremse virker under middel og havde f.eks. svært ved at bremse for bløde trafikanter. Det trækker ned. Man kan ganske vist tilkøbe en udvidet sikkerhedspakke, men selv med den rækker resultatet stadig kun til fire stjerner. Selvom det ikke er noget dårligt resultat, havde det været rart, hvis Citroën havde gjort sig mere umage med de sidste detaljer,” siger Søren W. Rasmussen.

Crashtest Citroën C4
Kollisionssikkerheden er set bedre end i den nye Citroën C4, der heller ikke har en air mellem de forreste sæder. Det trækker ned. Samlet lander Citroën C4 på fire Euro NCAP-stjerner. Ikke noget dårligt resultat, men Citroën kunne godt have gjort sig mere umage, mener FDM. (Foto: Euro NCAP)

Hvilket sikkerhedsudstyr skal din nye bil have?

Få rådgivning