Kærestens vanvidskørsel koster ung kvinde bilen

Første dom faldet i sag, hvor tredjemands bil konfiskeres i forbindelse med vanvidskørsel. Sagen er den første af en række sager, der vil afklare endelig retspraksis.

Trafik i hovedstaden
Bilist

Det koster en 34-årige kvinde sin bil, at hendes 36-årige kæreste i begyndelsen af april blev taget for vanvidsbilisme. Manden kørte 108 km/t. i en byzone, hvor den tilladte hastighed er 50 km/t. Det slår retten i Glostrup fast i en ny dom.

Dermed er det første gang, at en såkaldt tredjemands bil – hvor bilen er ejet af en anden end bilisten – konfiskeres i forbindelse med vanvidskørsel, efter at loven mod vanvidsbilisme blev skærpet 31. marts, bare få dage før manden blev stoppet af politiet 3. april.

Skærpelsen betyder, at biler brugt til vanvidsbilisme kan konfiskeres og bortauktioneres. Som udgangspunkt også selvom bilens ejer er en anden end føreren, i dette tilfælde mandens kæreste.

FDM støtter skærpet straf

”Vi støtter fuldt op om, at man har skærpet straffen for vanvidsbilister, og også at man tager deres biler fra dem. Problemet opstår i de tilfælde, hvor føreren ikke er ejer af bilen, og hvor ejeren ikke har kunnet forudse, at føreren endte med at køre vanvidskørsel. Hvorvidt dette har været tilfældet i den pågældende sag, fremgår ikke af omtalen af sagen,” siger chefkonsulent i FDM, Dennis Lange.

Over 170 biler beslaglagt

Siden den skærpede lov mod vanvidsbilisme trådte i kraft, har politiet beslaglagt over 170 køretøjer i forbindelse med vanvidskørsel. I 70 af tilfældene har bilerne en anden ejer end føreren.

Netop spørgsmålet om hvorvidt bilejeren har kunnet forudse, at et udlån af bilen kunne ende i vanvidsbilisme, er i FDMs optik det helt centrale. Og afhængig af hvordan retspraksis vil falde ud, vil det kunne få stor betydning for, i hvilket omfang det fremadrettet kan anbefales at låne sin bil ud til familie, venner, gennem en delebilstjeneste eller blot til service hos mekanikeren.

Frakendt kørekort i tre år

”Dommen fra Glostrup om konfiskation af tredjemands bil er interessant, fordi det er den første. Men hvordan retspraksis ender med at blive på området, ved vi først, når retten har behandlet flere sager. Derfor vil vi følge de kommende sager med interesse for at se, hvilken linje man vil lægge for konfiskation af biler, der ikke er ejet af vanvidsbilisten,” siger Dennis Lange. 

Ud over at bilen skal konfiskeres, blev den 36-årige fører dømt 20 dages fængsel og frakendelse af kørekortet i tre år.

Mandens kæreste, der altså ejer bilen, har udbedt sig betænkningstid i forhold til at anke afgørelsen.

Få rådgivning