Nyt tilbud: fast strømpris til korte ture

Elbilister, der kører under ca. 8.000 km årligt, får nu en ny abonnementsmulighed hos ladeoperatøren Clever. Den nye ordning kan dog kun oprettes, når man køber bil hos en forhandler.

Hvis man kører 7.000-8.000 km årligt kan Clevers nye Mini-abonnement måske være en løsning.
Bilist

En ny ladeaftale er dukket op til elbilister med et beskedent eller moderat kørselsbehov, men som alligevel vil ’tanke’ strøm til fast pris.

Ladeoperatøren Clever tager nu konsekvensen af, at nogle elbilejere ikke kører særlig mange km om året og har lanceret ’Clever Mini’.

Med en pris på 400 kr. månedligt er det er noget billigere end Clevers udbredte ’Unlimited’-abonnement, men der er så også et loft på 120 kWh om måneden. Hvis man kører nøjsomt (ca. 5,5 km pr. kilowatttime) rækker det til 8.000 km årligt.

Vi er glade for, at Clever imødekommer mange bilister, som vil lade til en fast pris og have adgang til de mange offentlige ladestandere, selvom kørselsbehovet ikke er stort. Vi får mange henvendelser fra vores medlemmer, som har efterspurgt et mellemprodukt, siger chefkonsulent og forbrugerøkonom i FDM, Ilyas Dogru.

120 kWh pr. måned

De 120 kWh kan fordeles frit på hjemmelader og på alle Clevers offentlig tilgængelige ladere. Bruger man mere, koster det 2,85 kr. pr. kWh. Kunden får besked i app’en, når grænsen på de 120 kWh nærmer sig.

Det nye ladeabonnement inkluderer knap 700 km kørsel månedligt, men prisen for ekstra strøm er moderat.
Det nye ladeabonnement inkluderer knap 700 km kørsel månedligt, men prisen for ekstra strøm er moderat. Desuden kan det være, at man også lader uden for Clevers netværk, f.eks. hos familie, på Circle K-stationer eller ved Lidl.

Selv om ens kørselsbehov er større, kan Clever Mini være relevant for mange, vurderer Ilyas Dogru:

- Prisen på de 2,85 kr. betyder reelt, at kører man længere end de 8.000 km og mindre end ca.16.000 km, kan det stadig være konkurrencedygtigt i forhold til Clever Unlimited.

Lader inkluderet, oprettelse ikke

Med i abonnementet er en hjemmelader. Hvad det koster i oprettelse, afhænger af den prispolitik, som det enkelte bilmærke har. Nogle bilmærker lægger det ind som en del af bilens pris, mens det via f.eks. VW koster 2.500 kr. for installationen. Hos andre mærker er prisen 7.500 kr.

Den nye mulighed er kun for elbil-ejere, som fra nu af tegner et Clever-abonnement i forbindelse med køb af ny bil hos de bilforhandlere, der samarbejder med Clever – hvilket er mange.

Prøv FDMs ladepris-beregner

Eksisterende kunder kan skifte - mod gebyr 

Eksisterende Clever-kunder med Unlimited-abonnement kan skifte til det nye Mini-abonnement, men det koster et gebyr på 1.500 kr., da ladeboksen skal skiftes. Kunder med Clever All-in-One kan indtil videre ikke konvertere.

Selvom markedet hermed får endnu et nyt produkt, er de mange valgmuligheder godt for forbrugerne og tegn på, at markedet udvikler sig, påpeger FDM.

Clever har den ordning, at boksen er inkluderet i abonnementet (hvorved det også koster noget at få den taget ned ved ophør), mens den anden store ladeoperatør, Eon, for nylig har forladt den model.

Hos Eon købes ladeboksen nu til ejendom for 15.000 kr. inkl. standardinstallation. Dermed kan boksen blive siddende ved evt. hushandel, man kan flytte den med til et nyt hus, og der er heller ingen bindingsperiode.