Nu kan du ’roame’ på - næsten - alle offentlige ladestandere

Danske elbilister får markant lettere ved at lade elbilen op i det offentlige rum. Ny aftale betyder, at operatører, der dækker 96 procent af lademarkedet, fra 1. juli har åbnet deres netværk for hinandens kunder. FDM er begejstret for nyheden.

Opladning af elektrisk bil
Bilist

Danske elbilister får nu markant lettere ved at lade elbilen op i det offentlige rum uanset hvilken operatør, de er kunde hos. Det er resultatet af en brancheaftale mellem alle store aktører, der opstiller ladestandere i det offentlige rum, samt en række mindre aktører. Til sammen dækker de 96 procent af lademarkedet. 

FDM har tidligere omtalt aftalen, der træder i kraft torsdag 1. juli.

”Fra i dag bliver det meget lettere for elbilister at bruge ladestanderne i Danmark, fordi ladestander-operatører, der dækker 96 procent af markedet, er gået sammen om at åbne deres netværk for hinanden,” udtaler branchechef i Dansk Elbil Alliance, Lærke Flader, i en pressemeddelelse.

Bilister kan lade hos konkurrenten

Konkret betyder brancheaftalen, at elbilister nu får adgang til ladestandere på tværs af ladeoperatørerne. Eksempelvis kan man med en app fra ladeoperatøren Spirii nu åbne og lade på en offentlig ladestander fra eksempelvis Clever og betale for opladningen gennem Spirii-appen og omvendt. På samme måde kan man bruge en ladebrik fra E.ON på andre virksomheders ladestandere.

Man skal dog være opmærksom på, at prisen for opladningen ikke vil være en del af ens ladeabonnement men komme oveni.

Har man eksempelvis et flat rate-abonnement hos én udbyder, vil man stadig skulle betale for at lade på en anden operatørs ladestander. Hvor meget varierer selskaberne imellem og hvilke type ladestander, der er tale om.

Undersøgelser viser, at netop praktikken omkring at oplade elbilen udgør en barriere for mange, der overvejer at skifte fra benzin eller diesel. Det er derfor helt afgørende, at det er nemt og enkelt for alle at bruge det eksisterende ladenetværk, uanset hvilken operatør man er kunde hos, samt at der er nok ladestandere til at servicere de mange elbiler.

FDM: Aftale gør det nemmere at køre elbil

FDM bakker op om aftalen og roser branchen for at leve op til den forpligtelse, som branchen selv stillede danskerne i udsigt tidligere på året.

”Det er et kæmpe skridt i den rigtige retning, at adgangen til de offentlige ladestandere nu bliver nem, og at de dermed kan udnyttes af flere forbrugere. Det er ingen hemmelighed, at forbrugerne synes, at det kan være besværligt at udnytte ladestandere uanset kundeforhold. Vi håber da også, at alle ladeoperatører i Danmark tilslutter sig aftalen,” siger chefkonsulent i FDM, Ilyas Dogru.

Brancheaftalen er første skridt i en proces, der skal gøre det nemmere at være elbilist i Danmark, og er åben for, at flere ladeoperatører kan tilslutte sig.

Det betyder, at også de mange benzinselskaber, der i øjeblikket er i fuld gang med at etablere ladestandere, på sigt også vil kunne kunne med i aftalen.