FDM støtter kampagne for bedre trafiksikkerhed i Afrika

En række europæiske bilklubber støtter ny oplysningskampagne, der skal øge fokus på trafiksikkerheden for børn og fodgængere i Afrika.

#ISeeYou kampagne
Bilist

Selvom trafiksikkerheden herhjemme bliver stadig bedre, er trafikken mange steder stadig en af de allerstørste dræbere.

FN’s verdenssundhedsorganisation WHO anslår, at 1,3 millioner mennesker hvert år mister livet i trafikken. Af dem sker over 90 procent i udviklingslande i blandt andet Afrika, der er det kontinent, hvor flest mister livet i trafikken. Særligt de bløde trafikanter er udsat her, hvor 40 procent af dødsfald i trafikken sker blandt fodgængere.

#ISeeYou kampagne
Trafikken er blandt de største dræbere i især Afrika, hvor den er den hyppigste dødsårsag for børn og unge i alderen 5-29 år. Med ny kampagne er FDM med til at sætte fokus på fodgængeres sikkerhed i trafikken. (Grafik: FIA)

Fokus på fodgængere

For at nedbringe det tal er otte europæiske bilklubber gået sammen om at støtte kampagnen #ISeeYou, der sætter fokus på trafiksikkerhed for fodgængere i en række afrikanske lande. Den europæiske støtte er koordineret igennem bilklubbernes paraplyorganisation, FIA.

”Mens trafiksikkerheden i Europa gennem årene er blevet markant bedre, og antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken er faldet, forholder det sig anderledes i Afrika. Årsagen er ikke bare en dårlig infrastruktur mange steder, men også et stort behov for oplysning om, hvordan man passer på sig selv i trafikken for eksempel ved at gøre sig mere synlig i mørket. Det håber vi med kampagnen her at kunne være med til at bidrage til,” siger adm. direktør i FDM, Thomas Møller Thomsen, der også er præsident for FIA Region 1.

#ISeeYou-kampagne i afrika
#ISeeYou-kampagnen har kørt med succes i Sydafrika, men udvides nu til seks andre afrikanske lande, hvor bl.a. refleksbånd deles ud til fodgængere. (Foto: FIA)

Alle har ret til god trafiksikkerhed

  • Flere end 1,3 mio. dør årligt i trafikken i verden, mens 20-50 mio. kommer til skade.
  • Størstedelen af ulykkerne (93 %) sker i mellem- og lavindkomstlande 
  • Over halvdelen af alle trafikdræbte er bløde trafikanter (fodgængere, cyklister, motorcyklister)
  • Trafikken er den hyppigste dødsårsag blandt børn og unge i alderen 5-29 år
  • I mange lande udgør udgifterne i forbindelse med trafikulykker 3 % af landenes BNP

Kilde: WHO, FIA

Kampagnen #ISeeYou har tidligere kørt med succes i Sydafrika, men udvides nu til Kenya, Namibia, Zimbabwe, Mozambique, Botswana og Rwanda, der er de afrikanske lande, hvor flest dør i trafikken.

Ud over undervisningsmateriale for skolebørn vil kampagnen også køre i lokale medier og på sociale medier, hvor den under hashtagget #ISeeYou skal være med til at sætte trafiksikkerhed for de bløde trafikanter på dagsordenen. Derudover vil der lokalt blive produceret 80.000 refleksbånd til brug i trafikken.

”Uanset hvor i verden man er, bør det være trygt og sikkert at færdes i trafikken. Det er desværre ikke tilfældet i mange lande, hvor man mangler både fortove og fodgængerfelter,” siger Thomas Møller Thomsen, og tilføjer:

”Hverken #ISeeYou-kampagnen eller vores støtte kan stå alene, men det er et supplement til landenes øvrige arbejde for bedre trafiksikkerhed og kan være med til at gøre en forskel for børn og fodgængere.”

Kampagnen #ISeeYou kører til udgangen af oktober.

Hvilke sikkerhedsudstyr bør din bil have?

Få rådgivning