Undgå de 5 farlige bilistfejl

Skærme, smartphones og stress gør os til ufokuserede bilister, og uopmærksomhed bag rattet er en af hyppigste årsager til ulykker. Se her, hvordan du får styr på rattet og undgår at blive distraheret.

Lad mobilen ligge, når du kører bil
Bilist

Nogle er nok værre til at se væk fra vejen, mens de kører, end andre. Men mon ikke de fleste bilister har oplevet at skulle indstille radioen, samle brillerne op eller berolige et grædende barn? 

30 procent af den tid, hvor vi kører bil, har vi fokus rettet mod noget andet. Og 70 procent af det, der distraherer os, foregår inde i kabinen, hvor vi selv er herre over det, viser tal fra DTU Transport.

Problemet er, at du kører 56 meter i blinde, hvis du tager øjnene fra vejen i fire sekunder ved almindelig bykørsel. Med 110 km/t. på motorvej er det 122 meter!

Og så er det visuelle faktisk ikke den eneste slags distraktion. Det er også distraktion, hvis dine tanker er et andet sted, hvis du slipper rattet, eller du lytter efter noget andet end trafikken.

Som udgangspunkt er det farligst at se væk fra vejen. Det bliver dog kun endnu værre, hvis du fjerner flere sanser fra kørslen på en gang. Det er det, der sker, når folk SMS’er – så er både øjne, hænder og tanker taget ud af ligningen.

Sådan undgår du uopmærksomhed bag rattet

Man skal naturligvis lade mobilen ligge under kørslen, men der er mere, du kan gøre for at holde fokus. Rådet for Sikker Trafik har bl.a. følgende råd:  

1. Før du kører: Ryd „det mentale skrivebord“, så du er klar til at køre. Og kom afsted i god tid, så du ikke stresser undervejs. Indstil spejle, radio, navigation og klimaanlæg før afgang.

2. Når du kører: Kør bil, når du kører bil – hold fokus på trafikken, og lad dig ikke distrahere af ting, der ikke har med kørslen at gøre.

3. Pas på mobilen: Mobilen distraherer – både ved tale og hvis den lokker med beskeder. Sikrest er det at slukke den eller sætte den på flytilstand. Vil du kunne tale undervejs, skal du sætte den op til håndfri tale, før du kører. Undgå komplekse eller følelsesladede samtaler.

4. Stop op: Er du nødt til at fokusere på andet end kørslen – f.eks. grædende børn, en SMS, GPS'en eller tabte og spildte ting – så hold ind til siden et sikkert sted.

5. Bed om hjælp: Har du en passager med, så bed vedkommende om at ordne det, der distraherer dig.

Du kan blive en bedre og mere sikker bilist med et køreteknisk kursus 

Se FDMs kurser