Tjen på din brugte bil

Brugtmarkedet er glohedt, for aldrig har der været færre brugte biler til salg. Det kan du tjene på, hvis du har en nyere bil, du skal af med.

Brugtbilssalget er højt mens der ikke bliver solgt helt så mange nye biler som hidtil. Det betyder færre brugte biler til salg.
Bilist

Har du en nyere bil, og overvejer du at skifte til en helt ny bil? Så er det et godt tidspunkt nu. For et godt salg af brugte biler det seneste års tid kombineret med få solgte nye biler betyder, at der nu er meget få brugte biler til salg. Og det har gjort brugtbilforhandlerne desperate.

For med manglen på tilgang af brugte biler er der udbrudt udbudskrig mellem forhandlerne. Tidligere købte en brugtbilforhandler bil af en lokal mærkeforhandler, men i dag kommer stort set alle biler på auktion, og det betyder, at du får en højere pris for din brugte bil end i gamle dage.

Du får en god pris for din brugte bil, fordi der er stor efterspørgsel.

Fra 60.000 til 40.000 biler

På to år er antallet af annoncer på det største brugtbilmarked, Bilbasen, faldet fra cirka 60.000 til 40.000 biler. Dette tal er uden leasingbiler og dermed alene brugte biler, som er til salg. Og det har flere konsekvenser for dig som bilkøber.

Har du tidligere valgt at skifte fra en ældre til en nyere brugtbil, så vil det være relativt dyrere at foretage skiftet i dag, fordi den nyere brugte bil er steget relativt mere i pris. Samtidig betyder det mindre udbud af brugte biler, at der ganske enkelt er færre biler at vælge imellem.

En forhandler, som Motor har været i kontakt med, fortalte, at han manglede 20 brugte biler til forretningen for at have samme udbud, som han plejer at have, og de var svære eller dyre at skaffe.

Køb nyt eller grønt!

Til gengæld er det svært at finde en brugt bil, fordi udvalget er så lille p.t. Derfor bør du overveje, at købe nyt i stedet. Med et brugtbilmarked, hvor priserne stiger, er det et godt tidspunkt at skifte fra brugt til nyt eller at skifte fra brugt til grønt. Tendensen med færre biler til salg har været den samme de seneste halvandet år, og vi har tidligere anbefalet at få en ny bil med rabat og bytte en brugt bil ind til en høj pris. Det er fortsat et godt tip.

Men overvejer du at købe grønt – her forstået som elektrisk – så er der kommet et stort udbud af elektriske brugte biler fra eksempelvis Tyskland, Sverige og Frankrig, som er under et år gamle, og som har fået et elbiltilskud fra bilens første hjemland. Tilskuddet gør bilerne op mod 60.000 kr. billigere end herhjemme, dog skal du være opmærksom på de udfordringer, der kan være ved at købe brugte biler fra udlandet.

Lang leveringstids kan drille

Med de nye bilafgifter, der kom sidste vinter, sælges de fleste elektriske familiebiler nærmest uden afgift, og derfor kan det også være en god idé at skifte fra brugt bil til ny elbil eller plugin-hybrid. Her skal du være opmærksom på, at der er lang leveringstid på nogle modeller. Så få et fast bud på din brugte bil, hvis du vil være sikker på, hvad bytteprisen skal være.

Vil du have en høj pris for din brugte bil, er bedste tip at spørge flere forhandlere, hvad de vil give, og at spille dem ud mod hinanden. Nogle vil sælge den på auktion, men gå efter dem, som reelt vil have bilen til salg i deres egen forretning.

Har du brug for hjælp?

Husk, som medlem af FDM kan du altid få hjælp af eksperter, der kan rådgive om køb og salg af bil.

Kontakt rådgivningen