Toyota lokker kunderne med op til 10 års garanti

Toyota vil med ny lang holdbarhedsgaranti holde på værkstedskunderne. Garantien dækker udvalgte dele fra udløb af fabriksgarantien, og indtil bilen bliver 10 år - men kun hvis den serviceres hos Toyota selv. FDM håber, at andre bilmærker vil følge efter med lignende tilbud.

Toyota indfører en ny garantiordning, der kan gælde indtil bilen er 10 år gammel.
Bilist

Der skal være mere tryghed i bilejerskabet. I hvert fald hvis man kører Toyota.

Det mener det japanske bilmærke, som nu lancerer et nyt koncept. Bliver bilen serviceret hos Toyota, efter at fabriksgarantien er udløbet, tilbyder bilgiganten nu op til 10 års garanti eller 160.000 km, hvad der nu kommer først, på en række udvalgte dele på deres biler. Toyota har i dag tre års fabriksgaranti på nye biler.

Sådan er du sikret med Toyota Relax

Toyota Relax hedder det nye koncept, der blev præsenteret torsdag, og gælder alle Toyota-modeller, som ikke længere er omfattet af den treårige fabriksgaranti. Eneste krav er, at bilen bliver serviceret på et af Toyotas egne mærkeværksteder for hver 15.000 km eller 12 måneder, som er Toyotas serviceplan. Herefter forlænges garantien frem til næste service. Også Toyotas luksusmærke, Lexus, vil fremover tilbyde samme garanti.

Køber man eksempelvis en fem år gammel Toyota, der har kørt 75.000 km, kan man indtræde i Relax-ordningen ved at få den serviceret hos Toyota. Også selvom bilen ikke tidligere er blevet serviceret hos Toyota eller har overholdt serviceintervallerne.

Ifølge Toyota selv dækker den nye Relax-garanti stort set lige så bredt som fabriksgarantien. Kun service- og sliddele som f.eks. bremseskiver og -klodser er undtaget.

”Med vores nye serviceaktiverede garanti sørger vi for at holde hånden under Toyota- og Lexus-bilejerne. Vi vil sikre, at ingen bilejere skal frygte at blive ladt i stikken, hvis uheldet skulle være ude, og bilen pludselig ikke kan køre mere,” forklarer general manager hos Toyota Danmark, René Mouritsen.

FDM håber flere følger Toyotas koncept

FDM har gennem årene flere gange kritiseret bilproducenternes fabriksgarantier, der med få undtagelser i Danmark kun er på to-tre år.

Det skete senest i forbindelse med udarbejdelsen af den nye købelov, som træder i kraft ved årsskiftet. I samarbejde med Forbrugerrådet Tænk arbejdede FDM her for, at man udvidede reklamationsfristen for såkaldt ”varige forbrugsgoder” såsom biler til seks år. Dermed vil den danske reklamationsfrist være mindst på niveau med vores nabolande.

Fra politisk side valgte man dog at fastholde den toårige reklamationsfrist, hvilket også afspejler sig i garantierne på nye biler.

”Det er ikke nogen hemmelighed, at vi synes, at fabriksgarantierne på nye biler generelt er for korte. Selvom Toyotas nye koncept ikke skal forveksles med en nybilgaranti, hilser vi det velkommen. Det er kun positivt, når importører og værksteder indestår for deres arbejde, ligesom det kun bliver vigtigere, jo ældre bilen bliver. Derfor håber vi også, at det vil motivere andre bilimportører til at forbedre vilkårene for deres kunder,” siger afdelingschef i FDM, Lennart Fogh, og tilføjer:

”Toyotas nye garanti er betinget af, at bilen serviceres hos dem. Om det nye koncept vil afspejle sig i højere priser for et serviceeftersyn, har vi til gode at se. Under alle omstændigheder anbefaler vi altid, at man altid indhenter flere tilbud, når bilen skal til service.”

Toyotas Relax gælder fra 1. december i Danmark og rulles senere ud i hele Europa.

Har du brug for hjælp?

Husk, som medlem af FDM kan du altid få hjælp af eksperter, der har den nyeste viden om reklamationer og garantiforhold.

Kontakt rådgivningen