Drop GTL-diesel, hvis du er i tvivl

Både i udlandet og nogle steder herhjemme, kan du støde på muligheden for at tanke GTL-diesel ved standerne på stationen. Men tænk dig om, inden du hælder det på bilen, advarer FDM.

Drop GTL-diesel, hvis du er i tvivl
Bilist

Flere steder er det blevet muligt for personbiler at tanke GTL-diesel. GTL står for Gas To Liquids, og der er tale om et syntetisk brændstof fremstillet af naturgas i stedet for råolie.

Det udleder færre skadelige stoffer, og der er mindre gener med lugt og røg, når det forbrændes.

Men selvom det lyder godt for miljøet, og det kan være billigere end almindelig diesel, så skal du tænke dig om, inden du fylder det på dieselbilen.

Kan gå ud over garantien

Du risikerer nemlig selv at stå med ansvaret for eventuelle skader på bilen.

"Brændstoffet er primært tiltænkt lastbiler, busser og varevogne, og det er endnu ikke godkendt til størstedelen af personbiler. Vi vil derfor som udgangspunkt fraråde bilejere at benytte det, selvom man kan tanke det. Garanti i forbindelse med brug af GTL vil bortfalde, hvis bilen ikke er godkendt til det, og der kommer skader efter at have benyttet brændstoffet", forklarer afdelingsleder i Teknisk Rådgivning i FDM, Lone Otto.

Enkelte modeller fra bl.a. Toyota, BMW, Peugeot og Citroën kan køre på GTL-diesel.

Det afhænger af motoren, og du kan se i instruktionsbogen, om din bil kan køre på den mere miljøvenlige diesel.

Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?

Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.

Få FDMs nyhedsbreve