Ny kampagne: Ring 112, hvis din bil går i stå på motorvejen

Holder du stille i en vognbane på motorvejen, så opfordrer Vejdirektoratet dig nu til at ringe 112. Situationen kan nemlig udvikle sig farligt, hvis der opstår følgeuheld.

Motorvej i Danmark
Bilist

Hvad gør jeg? Hvem kan hjælpe? Jeg har ikke brug for lægehjælp – er situationen så alvorlig nok til, at jeg kan ringe til alarmcentralen?

Det kan man måske godt blive i tvivl om, hvis man efter et mindre uheld, punktering eller motorstop pludselig befinder sig i den ubehagelige situation, det er at holde stille i sin bil på motorvejen.

Det er en akut situation

Men du skal ikke tøve med at ringe til alarmcentralen, for det er altid en alvorlig situation at holde stille i en vognbane på motorvejen. Sådan lyder budskabet fra Vejdirektoratet, der nu lancerer en kampagne for at gøre os bilister opmærksomme på at ringe 112, hvis vi pga. uheld eller motorstop pludselig befinder os i en bane på motorvejen i en bil, der ikke vil køre længere.

”Et mindre uheld på motorvejen kan hurtigt udvikle sig uheldigt og blive til en stor ulykke. I FDM er vi derfor glade for, at Vejdirektoratet med denne kampagne gør bilisterne opmærksomme på, hvordan de skal handle, hvis uheldet er ude”, siger Dennis Lange, chefkonsulent i FDM.

Anbefalingen om at ringe 112 gælder også, hvis du ser en bil, der er gået i stå, og af den ene eller anden grund ikke selv har kunnet komme ud i nødsporet.

Vejdirektoratets Trafikcenter registrerer omkring 2300 uheld på motorvejen hvert år. Vejdirektoratets vurdering er, at yderligere 800 køretøjer om året havarerer på motorvejen uden at kontakte alarmcentralen.

Anbefalingen om at ringe 112 gælder ikke, hvis det er kø, der er årsagen til, at du holder stille. Er der kø på motorvejen, så husk at tænde havariblinket, når du holder sidst i køen, og sørg for at holde god afstand til bilen foran.

Har du brug for vejhjælp?

Det er trygt at have adgang til god og hurtig vejhjælp f.eks. ved havari, ved punktering, eller hvis batteriet strejker i frostvejret. 
Bestil FDM vejhjælp