Hver dag får ni diesel- eller benzinbiler p-afgift for at holde på en elbilsplads

Reglerne er egentlig meget enkle: P-pladser til elbiler og plugin-hybrider må ikke benyttes af bilejere, der kører diesel- eller benzinbiler. Men hver dag parkeres der ulovligt på pladserne. FDM opfordrer til, at p-afgiften fordobles.

Hver dag får ni diesel- eller benzinbiler p-afgift for at holde på en elbilsplads
Bilist

Sidste år udskrev Københavns Kommune 3.235 p-afgifter for at parkere ulovligt på en p-plads til elbiler og plugin-hybrider. Det svarer til godt ni afgifter hver eneste dag året rundt.

Synderne tager både pladsen og muligheden for at lade fra ejere med eldrevne biler. Kommunens parkeringskontrol har derfor haft særligt fokus på elbilspladserne i 2021.

”Det skal være muligt at oplade sin elbil i København, og derfor har vi holdt godt øje med elbilspladserne og pålagt afgifter til benzin- og dieselbiler, der ulovligt har optaget pladsen for elbiler," siger Jesper Borch, enhedschef i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune.

Kommunen udskrev i alt 227.459 afgifter. Andelen af afgifter på elbilspladserne udgør 1,4 procent.

Siden 1. januar 2020 har det været gratis at parkere en elbil på offentlige parkeringspladser i København. Plug in-hybridbiler skal betale for parkering.

Fratager elbilister muligheden for at lade

I Aarhus Kommune blev der sidste år udstedt 186 afgifter for ulovlig parkering på elbilspladser, i Odense Kommune var tallet 18, mens der i Aalborg ikke blev givet nogen.

FDM er ærgerlig over det høje samlede tal for p-afgifter for den type forseelse.

”Parkeringsvagterne finder jo ikke alle syndere, så det reelle tal for ulovlige parkeringer må antages at være noget højere. Så det er et problem, der generer adskillige bilister," siger Dennis Lange, chefkonsulent hos FDM.

FDM vil fordoble p-afgiften

Han opfordrer bilister til altid at overholde p-reglerne og bl.a. undlade at tage pladsen fra andre ved at parkere ulovligt.

”Det kan være fristende at parkere på en elbilsplads, hvis nogle af dem er ledige, mens alle andre pladser i nærheden er optaget. Men foruden risikoen for at få en afgift, så fratager man også elbilisterne mulighed for at lade. Og da en god ladeinfrastruktur er afgørende for en succesfuld grøn omstilling af bilparken, har FDM opfordret til, at parkeringsafgiften for at parkere en benzin- eller dieselbil på en opladeplads fordobles til 1.020 kr., som man kender det fra f.eks. handicappladser," siger Dennis Lange.

Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?

Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.

Få FDMs nyhedsbreve