Ingen forhøjelse af kørselsfradrag - her og nu

Skatterådet sparker justering af kørselsfradrag til hjørne. Rådet vil afvente udviklingen i brændstofpriserne og diskutere fradraget igen på møde sidst i april.

Motorvej
Bilist

Trods galoperende brændstofpriser har landets pendlere ikke udsigt til forhøjet kørselsfradrag eller befordringsgodtgørelse.

En forhøjelse af satserne var ellers på dagsordenen, da Skatterådet tirsdag mødtes.

Skatterådet fastsatte tilbage i november sidste år satserne for årets fradrag. Det skete bl.a. ud fra en forventet benzinpris på 12,78 kr. pr. liter. Allerede ved årsskiftet lå listeprisen imidlertid på 14,09 kr. pr. liter, og siden er den kun steget og rundede ifølge Drivkraft Danmark 10. marts 17,39 kr.

Det har fået flere, bl.a. FDM, til at efterlyse en justering af kørselsfradraget.

Skatterådet blev på dagens møde imidlertid enige om at afvente udviklingen i benzinpriserne for at få et mere sikkert grundlag at træffe en beslutning på. Rådet vil foretage en ny vurdering på sit næste møde sidst i april.

”Skatterådet har i dag drøftet en eventuel forhøjelse af kørselsfradraget og befordringsgodtgørelsen på baggrund af de ændrede økonomiske konjunkturer og de stigende benzinpriser, som er forårsaget af bl.a. konflikten i Ukraine. Rådet besluttede efter en grundig drøftelse at udskyde beslutningen til et senere tidspunkt for – om muligt – at have et mere solidt grundlag at træffe beslutningen på. Skatterådet vil derfor tage spørgsmålet om en evt. forhøjelse af befordringssatserne op på det næste Skatterådsmøde den 26. april,” udtaler Skatterådets formand, Jane Bolander.

Høje priser rammer familier hårdt

Hos FDM mødes dagens beslutning med ærgrelse.

”Selvom priserne er faldet en smule de seneste dage, ligger de stadig markant over det niveau, Skatterådet tog udgangspunkt i, da rådet fastsatte kørselsfradraget for i år. Derfor havde vi også håbet på, at man på dagens møde var nået frem til en justering. Det er dog positivt, at Skatterådet igen vil se på satserne, når det mødes igen sidst i april,” siger afdelingschef i FDM Torben Lund Kudsk og tilføjer:

”Mange familier med langt til arbejdet står over for store ekstraudgifter til transport. Udhuler man fradraget, risikerer vi at reducere mobiliteten på arbejdsmarkedet og på sigt miste konkurrenceevne og økonomisk vækst, da kørselsfradraget er vigtigt for at sikre den nødvendige mobilitet på arbejdsmarkedet, hvor folk er villige til at køre lidt længere for et arbejde.”

”Skatterådet har nu valgt at se tiden an, og FDM mener, at rådet bør bruge ventetiden til at se nærmere på det samlede regnestykke og sikre, at ikke bare brændstofudgifterne, men også bilernes værditab afspejles mere retvisende i satserne,” slutter Torben Lund Kudsk.