Stærkstrøm på endnu flere tankstationer

Uno-X har som det sidste brændstofselskab meldt sig ind i klubben af brændstofselskaber, der tilbyder lynladning af elbiler. Samtidig er pioneren Circle K begyndt at tage betaling for sin strøm.

Uno-X's første ladestation er åbnet i Nyborg.
Bilist

Det går hurtigt med at supplere brændstofpumperne på tankstationerne med lynladere til elbilister. Senest har Uno-X åbnet sin første lynladestation, og mange flere skal følge efter.

Dermed tilbyder alle større brændstofselskaber opladning af elbiler. Circle K lagde for i 2020, og inden for kort tid er OK, Shell og Q8 fulgt efter. Dertil kommer rene lade-operatører som Ionity, Clever, Eon, Allego og Sperto samt Tesla og FDM.

Uno-X driver 142 tankstationer i Danmark, men selskabet ønsker ikke at oplyse ikke, hvor mange af disse stationer der får elbil-ladning – eller hvor hurtigt udrulningen vil ske. Dog forstår Motor, at der kommer yderligere en håndful stationer i løbet af 2022.

Transportminister Trine Bramsen satte med et stort grin strøm til Uno-X' første lynladestation sammen med Ole Robert Reitan, administrerende direktør for Reitan Retail og bestyrelsesformand for Uno-X Mobility.
Transportminister Trine Bramsen satte med et stort grin strøm til Uno-X' første lynladestation sammen med Ole Robert Reitan, administrerende direktør for Reitan Retail og bestyrelsesformand for Uno-X Mobility.

Op til 300 kW

Første lynladestation blev sidt i april indviet i Nyborg, hvor der er opsat fire ladestandere med hver to stik. Som det åbenbart er blevet tradition, skete snoreklipningen med transportministeren i centrum.

Uno-X’ Nyborg-station er forsynet med tag, og der er gennemkørsel på pladserne, som det kendes fra standere med brændstofpumper. Uno-X benytter 300 kW-ladere med to CCS-stik på hver. Effekten bliver delt ligeligt, hvis to biler lader fra samme stander samtidig.

- At tankstationerne opsætter lynladere til forbikørende bilister på velkendte områder, er positivt, siger chefkonsulent i FDM, Ilyas Dogru.

Uno-X' ladestationer ligger lige ved siden af selskabets ubemandede tankstation ved motorvejen i Nyborg. Der er otte ladepladser med gennemkørsel under tag.
Uno-X' ladestationer ligger lige ved siden af selskabets ubemandede tankstation ved motorvejen i Nyborg. Der er otte ladepladser med gennemkørsel under tag.

Også hos Rema 1000

Han peger på, at det er vigtigt, at lynladerne kommer steder, hvor det er naturligt for danskerne at holde pause med spisning og afladning. 

Ud over at komme på Uno-X-stationer vil laderne også dukke op hos bl.a. supermarkedskæden Rema 1000, som hører under samme ejer, Retain Retail.

Betalingen hos Uno-X foregår helt som det kendes med flydende brændstof: med gængse betalingskort og senere også med apps. Prisen er på niveau med mange andre selskabers, nemlig 4,50 kr. pr. kWh.

Ladestanderne kan levere op til 300 kW. Hvis der holder elbiler på begge sider af laderen, må de deles om effekten, hvilket i så fald sker ligeligt.
Ladestanderne kan levere op til 300 kW. Hvis der holder elbiler på begge sider af laderen, må de deles om effekten, hvilket i så fald sker ligeligt.

Circle K slutter med gratis strøm

En anelse mere skal man betale hos Circle K, som nu er begyndt at tage betaling for sin strøm. Circle K tager ca. det samme som de andre større brændstofselskaber, nemlig 4,95 kr. pr. kWh.

Circle K har været i gang med opsætning af lynladere siden 2020 og har nu 40 ladepladser på 15 tankstationer. De har i den lange opstartsfase været helt gratis at benytte.

Circle K planlægger frem til maj 2023 at nå op på 58 stationer med samlet 200 ladepladser.

Støtte til endnu flere ladere

Ifølge Vejdirektoratet har flere end 70 ladeoperatører fået tilsagn om støtte til nye hurtig- og lynladere på private arealer. Det tyder på, at mange virksomheder springer ud som ladeoperatører, eller der kommer nye til.

- Det er glædeligt, at der kommer mange nye spillere på markedet. Markedet for opladning af elbiler har i mange år været kredset omkring samme operatører, men nu kan vi for alvor mærke, at der kommer flere spillere til. Det er sund for konkurrencen og for danskernes lyst til elbiler.

 

 

Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?

Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.

Få FDMs nyhedsbreve