Nu sænker Tyskland afgiften på benzin – så meget falder prisen

De høje brændstofpriser får nu Tyskland til at sænke afgiften på benzin og diesel. Også Sverige har sænket afgiften på brændstof.

Tankpistoler
Bilist

Det er fra onsdag 1. juni blevet billigere at tanke bilen syd for grænsen. De galoperende brændstofpriser har nemlig fået Tyskland til at sænke afgiften på både benzin og diesel.

Konkret sænker Tyskland afgiften på benzin med 35 cent, hvilket svarer til 2,60 kr., og 17 cent for diesel, hvilket svarer til 1,26 kr. Foreløbig gælder den lavere afgift i Tyskland frem til 1. september.

Tirsdag kunne man hos Shell i Flensborg tanke en liter E10-benzin til 2,20 euro (16,36 kr.). Med den nye lavere afgift ventes den altså at falde til 1,85 euro (13,76 kr.).

Nedsættelsen er godt nyt til de mange, der skal på ferie i eller køre igennem Tyskland på sommerens kør selv-ferie.

De lavere afgifter ventes at få en del danskere til at tanke i Tyskland. Er du blandt dem, som overvejer at tanke bilen over grænsen, advarer FDMs søsterklub ADAC dog om, at der kan opstå lange køer ved tankstationerne.

I det hele taget anbefales bilisterne at vente med at tanke, til afgiftsnedsættelsen er slået helt igennem.

Sverige har sænket afgiften

Tyskland er dog ikke det eneste land, der har sænket brændstofafgiften som følge af de høje priser.

Allerede i maj sænkede Sverige afgiften på benzin og diesel med 50 svenske øre (0,35 danske kr.), og fra 1. juni sænker man afgiften yderligere 1,30 kr. – godt 0,90 danske kr. Nedsættelsen, der ifølge den svenske regering er det laveste tilladte niveau i henhold til EU-reglerne, gælder frem til udgangen af oktober. 

Borgerforslag: Væk med danske afgifter

Herhjemme har de høje brændstofpriser også fået flere til at efterlyse en lignende nedsættelse af afgiften. Siden årsskiftet er prisen på benzin og diesel ifølge Circle K steget fra hhv. 12,79 kr. og 11,29 kr. til 17,69 kr. og 15,09 kr. tirsdag eftermiddag.

FDM følger nøje med i prisudviklingen, og afdelingschef Torben Lund Kudsk vil ikke afvise, at FDM også vil efterspørge en nedsættelse af brændstofafgifterne, der i Danmark med det aktuelle prisniveau svarer til cirka en fjerdedel af forbrugerprisen.

”Der er ingen tvivl om, at de høje brændstofpriser mærkes i de fleste familiers økonomi. Foreløbig har Skatterådet valgt at hæve kørselsfradraget en smule. Men statsministeren har også tydeligt tilkendegivet, at regeringen vil se på fradragsværdien, som er udhulet de seneste år. Hos FDM er vi meget opmærksomme på, at en nedsættelse som den i Tyskland og Sverige kan have betydning for inflationen. Derfor giver det god mening, hvis man målretter en nedsættelse til kørslen til og fra arbejde. Det ændrer ikke på, at prisen på brændstof snart kan blive så høj, at det bliver nødvendigt med nye tiltag,” siger Torben Lund Kudsk.

Et borgerforslag om at fjerne alle afgifter på benzin og diesel har allerede fået over 88.000 underskrifter og skal derfor nu behandles af Folketinget.

Få rabat, hver gang du tanker

Husk, som medlem af FDM kan du få Danmarks højeste rabat på benzin og diesel - hver gang du tanker. Lige nu har vi fordoblet din rabat.

Så meget får du i rabat