Mens en stor del af Clevers kunder fra juni kan se frem til midlertidige prisstigninger på helt op mod 86 procent på deres ladeabonnement hos landets største ladeoperatør, slipper kunder, der er i bindingsperioden, i første omgang for Clevers såkaldte energitillæg.
Som FDM tidligere har beskrevet, varslede Clever i april, at selskabet i en periode fra 1. juni og foreløbig frem til udgangen af september vil lægge et energitillæg oven i deres eksisterende abonnementsløsninger. Herefter vil Clever tage stilling til, om energitillægget skal fortsætte. Årsagen er de stigende energipriser.
Efter dialog med FDM har Clever dog valgt, at de nye kunder, der den 20. april endnu var i den såkaldte bindingsperiode på op til seks måneder, ikke bliver pålagt energitillægget. Det sker først, når de når ud over perioden.
Som alle andre Clever-kunder har de dog mulighed for allerede nu at sætte deres abonnement på pause som følge af det varslede energitillæg.
Har lyttet til FDM
”Vi er i øjeblikket vidner til høje prisstigninger på energimarkederne. Derfor har vi naturligvis forståelse for, at et selskab som Clever kan være nødt til at justere sine priser. Som vi i FDM fortolker vilkårene, lover Clever dog, at prisen i bindingsperioden ligger fast. Derfor mener vi ikke, at Clevers energitillæg kan pålægges kunderne her. Det har vi haft en god dialog med Clever om,” siger afdelingschef i FDMs juridiske rådgivning, Lennart Fogh, og tilføjer:
”Vi er naturligvis glade for, at Clever har lyttet til FDM, og at de har valgt at udskyde opkrævningen af energitillægget, indtil bindingsperioden er udløbet. Det er godt for forbrugerne, som dermed får den nødvendige tryghed i deres ladeabonnement.”
Vil give kunder god elbilstart
Om beslutningen om at nye kunder ikke skal betale energitillæg i den første periode, skriver Clevers pressechef Emilie Linders i et svar til FDM:
”Både vores kunder og FDM har i en løbende og konstruktiv dialog lagt særlig vægt på, at nye Clever-kunder, der er indenfor bindingsperioden, bliver særligt ramt af, at der indføres et midlertidigt energitillæg. Det har vi lyttet til, og derfor har vi besluttet, at kunder oprettet mellem den 1. december 2021 og 19. april 2022 vil blive friholdt det midlertidige energitillæg i deres pågældende bindingsperiode, så de kan få en god start på hverdagen med elbil. Clever har mulighed for at ændre priserne som følge af forhøjede omkostninger, hvilket fremgår af aftalevilkårene. Dette gælder også i forhold til nye kunder, herunder i bindingsperioden, der ligesom vores øvrige kunder frit har kunnet opsige aftalen som følge af det varslede energitillæg. Det til trods vælger vi at imødekomme vores kunder, der er inden for deres bindingsperiode og ønsker at fortsætte som kunde i Clever.”
Hvor mange kunder der er i dag er i bindingsperioden, ønsker Clever ikke at oplyse.
Kan sætte abonnement i bero
For eksisterende Clever-kunder gælder energitillægget fra juni. Kunderne har dog mulighed for uden omkostninger at sætte deres abonnement i bero. Det skal ske i minimum tre og højst 12 måneder. De vil dog stadig kunne lade på deres Clever-boks, men uden at få afgiftsrefusion af strømmen.
For de kunder, der opsiger abonnementet som følge af energitillægget, har Clever også valgt at sænke prisen for nedtagelse af ladeboksen fra 2.500 kr. til 1.800 kr.
Har du den rigtige ladekløsning?
Det kan som elbilejer være svært at finde rundt i junglen af ladeløsninger. FDM har lavet en beregner, som hjælper med at finde den rigtige ladeløsning for dig.