Danskerne kører langsommere for at spare

Benzinen er blevet så dyr, at danskerne er begyndt at sænke farten på motorvejene. Men der er flere metoder til at spare på brændstoffet

Grafik med biler der kører på motorvejen og en benzinslange hvor der drypper brændstof ud
Bilist

Godt to km/t. faldt gennemsnitshastigheden på motorveje med 130 km/t. i marts måned i forhold til de foregående tre år. At det sker nu, er ikke tilfældigt, mener Vejdirektoratet og transportministeren, der nævner de stigende brændstofpriser som den primære årsag.

Sænk farten fra 130 km/t til 110 km/t og spar

Man kan spare omkring 20 procent brændstof ved at sænke hastigheden fra 130 til 110 km/t. Det svarer til, at du sparer cirka tre kr. pr. liter brændstof, du hælder på en gennemsnitlig benzinbil. Men der er også andre måder at spare på brændstoffet og dermed samtidig sænke CO2-udledningen.

Læs mere: Sådan sparer du 20 pct. på motorvejen

Brug bilens forbrugsmåler

– Et af de bedste tips er at lære bilens forbrugsmåler at kende. Mange af mine kursister har ikke brugt den, før de kommer på vores „kør grønt“-kursus, siger Søren Holten Jacobsen, der er chefinstruktør på FDM Sjællandsringen.

Han anbefaler, at man nulstiller triptælleren før hver tur og bruger bilens forbrugsmåler til at lære at køre længere på literen. Det kan blive en lille leg, hvor man udfordrer sig selv, eksempelvis på den daglige pendling til arbejde.

– Alle kan læse vores generelle råd til at køre længere på literen, men ved at bruge bilens forbrugsmåler finder du ud af, hvilke råd der har den største effekt for netop dig og din bil, siger Søren Holten Jacobsen.

Fem genveje til god brændstoføkonomi

Sådan strækker du "de dyre dråber" til gavn for både miljø og pengepung.

To nemme sparetips

Han giver også to hurtige tips, der giver øjeblikkelig besparelse: Hæv dæktrykket, og husk at skifte til et højere gear, hvis du kører med manuelt gear.

– Mange bilister er ikke opmærksomme på, at de kører med lidt for lavt dæktryk. Ved at hæve dæktrykket til fabrikkens anbefaling for fuld last i bilen kan man spare tre-fem procent på brændstofforbruget. Samtidig slider man mindre på dækkene, hvilket både har en miljøgevinst og giver en økonomisk besparelse på den lange bane, lyder rådet fra Søren Holten Jacobsen. Han anbefaler også, at man kører i så højt et gear som muligt.

Mange bilister glemmer at skifte op i gear, selvom bilen godt kan trække i et højere gear. Her kan man spare op til 20 procent ved at skifte gear. Har du det med at glemme at skifte gear, kan det være en god idé at holde øje med bilens gearskifteindikator, der viser, hvilket gear der passer bedst til den aktuelle hastighed.

Vil du spare penge på brændstof?

FDM har to medlemstilbud, hvor du kan spare penge, når du køber benzin og diesel hos Shell. Du kan enten få et FDM/Shell Card eller tilknytte dit betalingskort og få rabat med det samme.

Få billigere brændstof