Elbilen redder bilferien

Det tager lidt længere tid at rejse langt i en elbil. Til gengæld opleves køreturen som ferie, og den byder på mange flere oplevelser. Sådan lyder konklusionen fra flere elbilejere, der i år har været på deres første elektriske kør selv-ferie.

Fire forskellige bilister som har været på bilferie i deres elbil
Bilist

Så er det vel slut med bilferie? Sådan lyder det ofte, når bilejere opvejer fordele og ulemper ved at skifte til elbil. For at få et førstehåndsindtryk af problemet tog Motors udsendte i sommer en tur til Kroatien i elbil. Siden har vi talt med flere elbilejere, der i år har været på deres første langtur i deres nye bil, og konklusionen er: Bilferien er ikke truet – den er reddet!

En af hovedårsagerne er, at den seneste generation af elbiler har en rækkevidde, der er lang nok til at tage solide stræk, og mindst lige så vigtigt er, at ladehastigheden er hurtig nok på langture. Det handler dog slet ikke kun om teknik. For med elbiler er det slut med, at hele familien er gidsel i et rullende privatfly, der bare skal hurtigst muligt gennem Europa. Det føles sjældent som ferie, hvis det bare handler om at komme fra A til B. Og rejseoplevelser er det så som så med.

Fortsættes...

Mange vil opleve, at elbilens begrænsninger på rækkevidde og den obligatoriske ladetid gør bilferien mere behagelig. For føreren betyder det, at man ikke kommer til at køre for længe ad gangen og bliver træt. Og passagererne slipper for at sidde i endeløse timer og stirre passivt ud ad vinduet mumlende mantraet: Hvornår er vi der?

Ladepauserne giver tid til, at familien kan få talt og ikke mindst set hinanden. Alle får strakt kroppen ud, og der er ingen jag og stress ved tankstationen, for du kan alligevel ikke køre, før der er kommet strøm på bilen. Pauserne gør, at du som chauffør selv efter 15 timers rejse stadig er frisk i hovedet og har overskud. For nu tager du de pauser, du altid har burdet tage, men som du har sprunget over for at spare lidt tid.

Fortsættes...

Gør rejsen til en del af ferien

Elbilen redder også bilferien på en anden måde. For i stedet for at køre direkte til Gardasøen eller Nice, en strækning, som et fly i øvrigt tilbagelægger noget hurtigere, så er bilferiens styrke, at du kan opleve noget undervejs. Udskift f.eks. de stressede pitstop med junkfood og wc-besøg med en overnatning i Berlin, Hamborg, Prag eller en hyggelig landsby tæt på autobahn.

Ved at give elbilen en langsom natteladning giver du samtidig familien tid til at opleve en by, I ellers bare var ræset forbi. Som Peter Kjær Jensen siger på de kommende sider, kan du ikke med en elbil bare springe en pause over og nå en færge tidligere, som du måske har gjort tidligere med din brændstofbil. Umiddelbart kan det måske lyde irriterende og som en begrænsning af ens frihed. Men reelt har det været en lettelse for de familier, vi har talt med.

Indrømmet, hvis du bare gerne vil have billig transport uden oplevelser undervejs, så tager elbilen lidt længere tid. Men når du fratrækker de pauser, du alligevel skal holde, så er der måske tale om en time pr. 1.000 km, og det er ikke en stor pris at betale for en mere komfortabel, sikker og klimavenlig rejseform.

Fortsættes...

Stadig bedre lademuligheder

Selvom nutidens elbiler klarer det godt, er de ikke perfekte. Men det går i den rigtige retning, og det går hurtigt. Hyundai og Kia er allerede kommet med elbiler, der lader 30 procent hurtigere, end dem vi har kunnet købe hidtil, og den udvikling vil fortsætte. Om under fem år vil det være lige så hurtigt at køre elektrisk som på brændstof.

Bilmærkerne har også lavet deres egne ladeaftaler, som du som elbilist bliver glad for. I dag er der mange forskellige ladebrikker, fordi der er mange forskellige udbydere af strøm rundt omkring i Europa. Fra tid til anden opleves også defekte ladere, men ofte står der flere ladere samme sted, og oplevelserne her i 2021 er, at der ikke er kø til laderne i udlandet.

Fortsættes...

Anderledes har oplevelserne været for dem, som har holdt ferie i Danmark. For her har vi i højere grad taget elbilerne til os, og det har allerede lagt pres på den danske ladeinfrastruktur. Der mangler også ladere ved sommerhuse, og ikke mindst især i Vandkantsdanmark mangler der hurtig- og lynladere til feriegæsterne. Men med elbilernes efterhånden lange rækkevidde, er det mere en udfordring end et problem, og med tiden bliver også dette løst.

Så frygten for, at bilferien skulle dø med elbilens komme, er stærkt overdreven. Reelt kommer elbilen til at redde bilferien, som den oprindeligt var tænkt: fuld af nærvær, eventyr og oplevelser!

Vil du på kør selv-ferie i elbil?

FDM travel har skræddersyet en række ferieoplevelser til dig med elbil – så du ikke skal bekymre dig om rækkevidde og opladning.

Få inspiration fra FDM travel