Sådan finder du den bedste brugte bil online

Med få brugte biler til salg er det sværere at finde sin drømmebil. Men gå ikke i panik, for det er værre at købe den forkerte bil eller af den forkerte forhandler end at vente lidt på den helt rigtige. Se her, hvordan du lettere får et match på nettet.

Mand søger efter brugt bil på nettet
Bilist

Søg og du skal finde, siger man. Men hvor og hvordan søger man bedst?

Her får du gode tip til at lykkes med at finde den bedste brugtbil online:

IllustrationBrug alle søgemaskiner

Den mest benyttede søgemaskine til brugte biler er stadig bilbasen.dk. Den har samme ejer som dba.dk, hvor mange billigere brugte biler er til salg, og der er et vist overlap mellem de to søgemaskiner. Biltorvet.dk har stort set lige så mange brugte biler til salg, og nogle forhandlere har valgt kun at være på Biltorvet, så det er også et godt sted at søge for at få et komplet markedsoverblik.

En joker i bilsøgningen er autouncle.dk, hvor der også er en prisvurdering af hver bil, der kan give en indikation af, om prisen er fornuftig. Der er også kommet mange bilannoncer på Facebook Marketplace og andre nye salgsplatforme, her kan det dog være svært at være sikker på, hvem man reelt handler med, så her skal du kræve at se legitimation.

IllustrationHvad har forhandleren ellers?

De fleste brugtbilforhandlere har specialiseret sig i et særligt område. Det kan være en prisramme eller udvalgte biltyper.

Finder du en bil, som er interessant, så tjek forhandlerens øvrige annoncer. Der vil typisk stå to-tre gode alternativer til de samme penge.

IllustrationSøg så bredt som muligt

Søgemaskinerne har fået mange muligheder for at søge efter biler med specifikt udstyr. Noget udstyr kan være et krav, f.eks. automatgear eller adaptiv fartpilot, men du begrænser udbuddet af biler. Tidligere anbefalede vi, at man satte flueben ud for anhængertræk, fordi du ofte får det med uden at betale ekstra, men alt udstyr, som kan eftermonteres, bør du undlade at sætte flueben ud for, simpelthen for at få flere biler at vælge imellem. Kilometertallet kan også være et parameter, hvor du kan åbne mere op, så du ser på biler, der har kørt lidt længere, end du egentlig ønsker.

IllustrationTjek konkurrenterne

Måske har du allerede en bilmodel i tankerne. Men har du svært ved at finde en bil, som passer til dit budget, kan det være en god idé at udvide din søgning til konkurrerende modeller. Bilklasser fungerer ikke godt i søgemaskinerne, her kan Motors gruppetest og sammenligningstest give inspiration til alternative modeller. Se også på, hvilket udstyr og hvilke egenskaber de forskellige bilmodeller byder på.

Læs mere: Find biltest fra FDM

IllustrationPrisagent eller favoritter

Når du har fundet ud af, hvilken bil du vil have, kan du sætte søgeagenter op på modellen, så du får besked, når der kommer nye biler til salg. Det er interessant i et marked, hvor bilerne bliver solgt meget hurtigt. Husk også at være logget ind, og gem dine favoritter, så du har et arkiv over priser på den model, du er interesseret i. Så kan du også se det, hvis forhandleren laver en prisjustering.

IllustrationSøg som på Google

Det kan være en fordel at bruge hjemmesidernes generelle søgefelt, ligesom på Google. Vil du have LED-forlygter eller nøglefri betjening, så skriv dem ind som søgeord. Begrænser du søgningen til din økonomiske ramme, og hvor gammel bilen må være, kan du få vist alternative modeller, som egentlig rammer dine ønsker, men som du ikke selv havde tænkt på.

IllustrationLøft dit budget 

Det nytter ikke noget at søge efter biler med "gamle priser" i tankerne. Hvor en fire år gammel brugtbil i mellemklassen tidligere kostede omkring 200.000 kr., er prisen nu steget med 20-30.000 kr. Det er en ærgerlig merpris, men husk, at alle brugte biler er steget i pris – ikke kun den, du går og drømmer om. Så selvom du tror, at du sparer ved at købe en ældre bil, så udgør købsprisen kun en lille andel af den samlede biløkonomi. Måske kører den nyere brugte bil længere på literen, og i så fald kan du spare penge på brændstof og ejerafgifter.

IllustrationDin brugte bil er også mere værd 

Husk også, at har du bil i forvejen, vil den også være mere værd. Tjek på bilpriser.dk og bilbasen.dk for at få en idé om, hvad en fair pris er for din nuværende bil. Bemærk dog, at hjemmesidernes algoritmer ikke alle er lige hurtige til at følge udviklingen, så få altid en byttepris hos to-tre forhandlere, før du sælger eller bytter din bil ind. Privat salg kan også give en højere pris, fordi køberne har svært ved at finde biler.

Pas på de mange falske hjemmesider, der giver en prisvurdering og efterfølgende sender en ulovlig opkrævning for vurderingen. Hold dig til de største danske søgemaskiner, eller spørg fysiske forhandlere.

Har du brug for hjælp?

Husk, at du som medlem af FDM kan tage både biltekniske og juridiske eksperter med på råd undervejs, når du køber bil.

Få hjælp til bilkøb