Her er de billigste brugte biler

Der er mange penge at spare ved at købe en brugt mikrobil, der uden tvivl er den billigste biltype at eje

Brugte mikrobiler er de billigste biler at eje.
Bilist

Små biler er billigere end store biler, og brugte er billigere end nye. Så det kommer næppe som den store overraskelse, at de billigste biler at eje er små, brugte biler – mikrobiler, for at være helt præcis. De havde i over 10 år en storhedstid på nyvognsmarkedet, og derfor har vi i Danmark uforholdsmæssig mange mikrobiler i forhold til andre lande. Faktisk er VW Up den bilmodel, der er flest indregistreret af i Danmark.

På nyvognsmarkedet har mange producenter droppet de små biler, fordi fortjenesten var for lille, og de ikke bidrog nok til de lave CO2-grænser, som producenterne skal leve op til. Men på brugtbilmarkedet er modellerne stadig populære, og priserne er generelt steget de seneste år, og de har dermed fulgt den generelle tendens på brugtbilmarkedet.

Det laveste værditab

I FDMs bilbudget er det kun på posterne bilvask og parkering, at mikrobilerne koster det samme som andre biler. Ellers er de billigere at eje. Vigtigst i bilbudgettet er værditabet, og det er her, man ser den største forskel på at købe en ny og en brugt mikrobil. Afhængigt af bilmodel ligger priserne typisk på 60-80.000 kr. for en seks år gammel mikrobil, hvor en ny koster fra godt 120.000 kr. Det betyder, at du vil få et lavere værditab på en brugt, fordi der er færre penge at miste.

Samtidig vil du skulle finansiere færre penge i forbindelse med købet – måske endda så lidt, at du kan spare op til at købe bilen eller bruge restværdien fra din nuværende bil som udbetaling.

Billigere at servicere

Hvis du kommer fra en større biltype, kommer du til at spare penge i de faste udgifter som forsikring, dæk samt service og vedligeholdelse. Mikrobilerne har mindre dæk, bremser og motorer, og det giver generelt billigere service, og så koster reservedelene mindre, når de skal skiftes.

Ejerafgiften er også den laveste takst, og det gør især en forskel i forhold til ældre benzin- og dieselbiler, hvor du let kommer til at betale 2.000-4.000 kr. mere i ejerafgift årligt. Og så kører de typisk længst på literen blandt benzinbilerne, ikke bare i de officielle forbrugstal, men også i praksis ude på vejene. Det gør samlet set, at der ikke findes andre biltyper, der er billigere end en mikrobil.

Brug for hjælp?

Husk, at du som medlem af FDM har adgang til rådgivning af biltekniske og juridiske eksperter, samt andre gode medlemsfordele, bl.a. vejhjælp og forsikring. 

Få rådgivning