Kæmpe nedtur: Brugtbilsalget bombet tilbage

Salget af brugte biler tog en kæmpe rutsjebanetur i 2022, hvor året startede på rekordlignende niveau og sluttede i en kæmpe nedtur.

Brugtbilsalget har bølget op og ned i løbet af 2022, og sluttede meget lavt
Bilist

Hektisk. Sådan vil brugtbilmarkedet i 2022 blive husket. Det var præget af et forår med mange handler og stigende priser, og det sluttede med prisfald og det ringeste salg i mange år. Faktisk endte salget så dårligt, at Bilbasens markedsanalytiker, Jan Lang, siger, at det er det ringeste i nyere tid.

Blot 381.000 brugte biler blev solgt i 2022, og det er et fald på næsten 15 procent i forhold til rekordåret 2021. Ikke siden 2014 har brugtbilsalget været så lavt. De første fire måneder blev der solgt lige så mange biler som året før. Der blev også importeret mange næsten nye elbiler, hvilket skyldtes den lange leveringstid på nye elbiler. Salget af elektriske biler holdt faktisk salgstallene oppe.

Fordi salget af nye biler generelt var sløvt i 2022, kom der færre byttebiler på markedet. Og selvom brugtbilforhandlerne prøvede at kompensere ved at importere biler fra udlandet, så faldt udbuddet af brugte biler. Det faldende udbud kombineret med høj efterspørgsel resulterede i stigende priser på de brugte biler. Ifølge Bilbasen steg priserne med 16 procent i løbet af året, og så kom opbremsningen i salget af brugte biler.

Men selvom priserne på brugte biler i løbet af efteråret faldt til samme niveau som ved årets start, kom der ikke gang i salget igen. Især i årets sidste kvartal var salget så lille, at Jan Lang betegner det som „en katastrofe“.

Kriserådgivning

Ud over usikkerheden om prisen på brugte biler har den generelle inflation, de stigende renter på boliglån med fleksible renter og ikke mindst stigende omkostninger til gas og strøm gjort bilkøberne mere afventende.

– Det er udsigten til en økonomisk recession, der gør bilkøberne tilbageholdende. Krisen kradser hårdt, og det har ramt både salget af nye og ikke mindst brugte biler, siger FDMs forbrugerøkonom Ilyas Dogru, der oplever en ny tendens i FDMs rådgivning:

– Medlemmerne spørger mere om, hvad de skal gøre for billigst muligt at holde deres nuværende bil kørende, end de ønsker hjælp til at finde en ny eller nyere bil.

Han peger også på et brugtbilmarked, hvor der fortsat er få brugte biler til salg, og at man i branchen forventer, at priserne vil være stabile og måske vil stige lidt i løbet af 2023. Derfor kan det være et godt tidspunkt at købe brugt bil nu, hvis ens kørselsbehov har ændret sig. Det er især interessant, hvis man ønsker at sælge en mikrobil eller MPV, der er to bilklasser, som endnu ikke er faldet i pris, og som man derfor kan få en god indbytningspris på.

Tesla Model 3 er en af de mest solgte brugte bilmodeller i 2022.
Tesla Model 3 har været den mest populære importbil i 2022. Det er især biler, som er under et år gammel, der er kommet over grænsen. 

Import dominerede elbilsalg

En af de mest solgte brugte biler i 2022 var Tesla Model 3. De danske brugtbilforhandlere har i hidtil uset grad importeret den bilmodel til landet. Succesen på brugtbilmarkedet har været så stor, at der blev solgt ti gange flere brugte end nye Tesla Model 3.

Salget har også været højt, fordi bilkøberne har ønsket at købe elektrisk, og at mærker som eksempelvis Audi, Hyundai og Kia har haft meget lange leveringstider. Også Skoda havde især i foråret svært ved at levere deres elektriske SUV, Enyaq. Her har brugtbilforhandlerne kunnet levere bilerne inden for et par uger. 

Generelt set blev der importeret 36.000 biler til Danmark i 2022, heraf var godt halvdelen elektriske. Men ser man alene på brugtimport af under et år gamle biler, så udgjorde elbiler over 90 pct. svarende til 12.000 biler. Det understreger, at mange valgte at købe en næsten ny elbil på brugtbilmarkedet i stedet for at købe en fabriksny bil.

 

Overvejer du at købe brugtbil?

Husk, som medlem af FDM kan du altid kontakte vores rådgivning og få hjælp af vores eksperter. Det gælder alt fra hvilken bilmodel du skal vælge til at guide dig til et sikkert brugtbilskøb. 

Kontakt rådgivningen