Lyset skifter snart til rødt for ejerne af de ældste persondieselbiler – typisk biler årgang 2009 eller ældre.
Som FDM tidligere har beskrevet, vil persondieselbiler uden partikelfilter fra oktober måned nemlig få forbud mod at køre ind i landets fem miljøzonekommuner, København, Frederiksberg, Aarhus, Odense og Aalborg.
I praksis betyder det, at bilerne skal leve op til Euronorm 5.
Allerede i dag gælder forbuddet for lastbiler og varebiler på gule plader og ’papegøje’-plader uden partikelfiler.
Tilskud på 2.000 kr.
Stramningen rammer på landsplan omkring 75.000 bilejere, som de kommende dage vil modtage et brev fra Miljøstyrelsen med de kommende regler. Af brevet fremgår det, at det fra oktober vil udløse en bøde på 1.500 kroner at køre ind i miljøzonerne uden godkendt partikelfilter.
Afhængigt af bilmodel er det dog muligt at få eftermonteret et godkendt partikelfiler, så bilerne fortsat må køre ind i byerne.
Med et godkendt partikelfilter vil bilejerne desuden kunne slippe for den såkaldte partikeludligningsafgift på 1.000 kroner om året.
Det er også muligt at søge om tilskud på 2.000 kroner, når partikelfiltret er monteret. For at man kan få det, skal ens skattepligtige indkomst være på under 300.000 kroner.
FDM: Giv mere i skrotpræmie
”Det giver god mening at stille krav om partikelfiltre på persondieselbiler. Der er ingen tvivl om, at det vil forbedre luftkvaliteten i miljøzonerne, og derfor støtter FDM også de nye krav. Når det er sagt, kan det være sin sag at eftermontere et partikelfilter. Dels er det ikke muligt på alle biler, dels ved vi af erfaring, at det ikke er uden problemer på så gamle dieselbiler. Derfor anbefaler vi heller ikke eftermontering, som også kan være en meget dyr løsning,” siger afdelingschef i FDM Torben Lund Kudsk og tilføjer:
”Selvom det kommende krav om partikelfilter kun gælder i miljøzoner, er det et de facto forbud til de ældste dieselbiler. Det er biler, som der tidligere er betalt en høj registreringsafgift af, og derfor mener vi, at det vil være mest rimeligt, hvis man øgede skrotpræmien for de biler. Det har man tidligere gjort for ældre dieselbiler. Dengang havde det den ønskede effekt.”
Så mange persondieselbiler med Euronorm 4 eller ældre er der i kommuner med miljøzoner:
Kommuner | Euronorm 1, 2, 3, 4 | Biler i alt |
---|---|---|
København | 3.324 | 165.477 |
Frederiksberg | 498 | 30.400 |
Aarhus | 3.044 | 151.572 |
Odense | 1.680 | 89.630 |
Aalborg | 2.205 | 102.647 |
Kilde: Bilstatistik
Overvejer du en ny bil?
Husk, som medlem af FDM kan du altid få hjælp af eksperter, der har den nyeste viden om biler - uanset om den kører på benzin, diesel, el eller brint.