Spar penge med Google Maps

En ny funktion i Google Maps-appen viser den mest brændstoføkonomiske vej. Vi har taget ”den grønne vej”, der dog nogle gange kan findes grønnere.

Bil på landevej og mobiltelefon med app
Bilist

Navigations-appene bliver smartere og smartere. Først skulle de bare finde frem til destinationen, så hjalp online data os med at finde den hurtigste vej gennem trafikken, og nu hjælper de os med at spare penge på energi.

Google Maps har introduceret en ny funktion, der viser brændstofbesparende ruter. Når du har indtastet en destination, så tryk på ”Rute” i stedet for ”Start”, og du vil have mulighed for at vælge mellem flere veje til målet. En af dem er den ”grønneste”, hvor du bruger mindre brændstof.

Typisk vælges motorvejene fra og landevejene til for at gøre ruten kortere og samtidig sænke gennemsnitsfarten. Samtidig vises det, hvor lang tid det ”koster” at komme billigere frem, for typisk tager den økonomiske rute lidt længere tid – men ikke altid, enten fordi en rute både er tids- og brændstofmæssigt den optimale, eller fordi den økonomiske rute over landeveje reelt tager samme tid som en længere tur på motorvejene.

Endelig er der nogle gange kun én reel rute, og så bliver du ikke præsenteret for et alternativ.

Appen ikke altid bedst

Ruteforslagene kan være gode til at få øjnene op for alternativer til det vante og samtidig have fokus på at køre økonomisk. Vi tog f.eks. en køretur fra Hillerød til Roskilde. Her vil man måske normalt vælge motorvejene, fordi det er nemmere. Men den rute er 55 km lang, fordi den ikke går direkte mellem de to byer. Derfor blev vi anbefalet af Google Maps at køre over landeveje, hvor man blot skal køre 40 km og med lavere fart.

I Google Maps kan du angive, hvilken motor din bil har: benzin, diesel, hybrid og el. Men det er ikke altid, at besparelsen giver mening i forhold til vores målinger i praksis. Eksempelvis får man at vide, at man på turen fra Hillerød til Roskilde vil kunne spare 4-6 procent brændstof ved at køre en rute, der er 27 procent kortere, og hvor man endda har bedre brændstofforbrug takket være en lavere gennemsnitsfart.

Så selvom vi er kommet langt med computerkraft og algoritmer, kan bilistens sunde fornuft stadig bruges. Google Maps rammer måske ikke helt rigtigt, men den kan inspirere os bilister til at spare.

Tager ikke højde for trafiksikkerheden

Googles nye funktion fokuserer udelukkende på det brændstoføkonomiske aspekt ved kørsel og tager i sine ruteforslag ikke højde for et andet meget vigtigt parameter; trafiksikkerhed.

– De sikreste veje at køre på er nu engang vores motorveje. Her kan du køre uden at møde modkørende, og du kommer ikke tæt på bløde trafikanter – til fordel for vores fælles trafiksikkerhed. Det er også værd at have in mente, når du vælger din rute, påpeger Dennis Lange, chefkonsulent i FDM.

Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?

Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.

Få FDMs nyhedsbreve