Det er ikke i orden, når parkerede Teslaer kan videofilme alle, der kommer i nærheden af bilen, uden at de ved det. Derfor må den amerikanske bilproducent nu ændre sit overvågningssystem, Sentry Mode, grundlæggende.
Systemet, der primært er tænkt som foranstaltning mod tyveri og hærværk, er hidtil automatisk begyndt at filme omgivelserne med bilens kameraer, når forbipasserende er kommet for tæt på bilen. Eksempelvis ved at gå forbi på gaden.
Som FDM tidligere har beskrevet, har det fået både forbrugere, organisationer og myndigheder til dels at kritisere Tesla for at krænke privatlivets fred, dels at sætte spørgsmålstegn ved lovligheden af Sentry Mode.
Det fik sidste år blandt andre det danske Datatilsynet til at henvende sig til de hollandske datamyndigheder, Autoriteit Persoonsgegevens (Dutch Data Protection Authority, DPA), da Tesla i Europa som selskab er registreret i Holland.
Blinker når bilen optager
Efter at hollandske DPA er gået ind i sagen og har undersøgt forskellige funktioner i Sentry Mode, har Tesla nu meddelt, at de ændrer opsætningen af overvågningssystemet.
Ifølge Tesla skal systemet nu kun optage, hvis bilerne berøres og ikke bare passeres af cyklister eller fodgængere. Og først efter at have advaret bilejeren via mobilen, der så kan slå Sentry Mode til.
Samtidig vil bilens lygter blinke pulserende, når den optager, ligesom det på bilens store touchskærm vil fremgå, at bilen filmer. Alt sammen for tydeligt at markere over for omgivelserne, at der filmes.
Endelig vil Teslas Sentry Mode som standard højst gemme det seneste minuts optagelser. Bilejeren har dog mulighed for i indstillingerne at ændre dette til 10 minutter.
FDM-test: Ændringer virker ikke
Noget tyder dog på, at Teslas ændringer i Sentry Mode ikke virker helt så godt, som Tesla lover.
FDM har testet ændringerne på en opdateret Tesla Model Y. Her begyndte systemet af sig selv at filme, selvom FDMs testperson ikke rørte bilen, men blot stod tæt på, og selvom ejeren ikke havde godkendt optagelsen. Bilens ejer fik heller ingen notifikation på sin mobiltelefon, som Tesla ellers skriver. Hverken da Sentry Mode var slået til eller fra.
Endelig blinkede bilens lygter under optagelsen, men kun bilens forlygter og kun i ét minut. Også selvom optagelsernes længde blev forlænget til 10 minutter. Der var desuden lang tid mellem lygternes ’pulsslag’.
Se test af Teslas opdatering
”Der har fra flere sider været sat spørgsmålstegn ved Teslas Sentry Mode, som kan virke meget indgribende. Derfor er det positivt, at det hollandske datatilsyn med sine undersøgelser har gjort alle parter klogere på, hvornår man bevæger sig inden for rammerne. Men det er bemærkelsesværdigt, at en tilsyneladende opdateret Tesla ikke opfører sig, som Tesla og det hollandske datatilsyn har meldt ud,” siger chefkonsulent i FDM Dennis Lange.
”Det er dog stadig meget vigtigt, at man som bilejer forholder sig til, at det i sidste ende er ens eget ansvar, at reglerne for optagelser overholdes. Der så vi gerne, at Tesla, og andre bilproducenter for den sags skyld, tog ansvaret på sig og sikrede, at de solgte produkter kun kan anvendes lovligt, så forbrugerne ikke kommer i klemme – især når bilerne tilsyneladende ikke opfører sig som bilproducenten har lovet myndighederne” uddyber han.
Tesla slipper for bøde
Teslas bebudede ændring af Sentry Mode betyder ellers, at DPA ikke har fundet grundlag for at udstede en bøde eller en anden sanktion til Tesla. Undersøgelsen har også klarlagt, at det er den enkelte bilejer og ikke Tesla som producent, der har det juridiske ansvar for, at optagelserne overholder gældende lovgivning i det enkelte land.
”Med ændringerne er enhver, der går forbi en Tesla, nu bedre beskyttet. Tesla har samtidig reduceret risikoen for, at den enkelte bilejer kommer til at overtræde loven,” udtaler Katja Mur fra DPA.
FDM har også bedt det danske datatilsyn for en kommentar:
”Ud fra et privatlivsperspektiv lyder det som en ændring til det bedre. Nu vil vi i Datatilsynet analysere den hollandske afgørelse nærmere og også se på, hvad retsstillingen for danske Tesla-ejere er, fordi der ud over GDPR kan være nationale regelsæt i spil,” skriver kontorchef i Datatilsynet Karina Kok Sanderhoff i en mail til FDM.
Tesla ønsker over for FDM ikke at uddybe sine ændringer af Sentry Mode eller deres dialog med det hollandske datatilsyn, men oplyser, at alle berørte biler er blevet opdateret igennem en såkaldt over the air-opdatering (OTA).
FDM har også forelagt Tesla vores test af ændringerne af Sentry Mode, men heller ikke her har vi fået nogen forklaring på afvigelserne.
Artiklen er oprindeligt udgivet 24. februar men opdateret 1. marts 2023.
Sådan virker Tesla Sentry Mode
Er du i tvivl om udstyret i din bil?
Nye biler er fyldt med udstyr. Både sikkerhedssystemer og infotainment. Som medlem af FDM kan du altid få hjælp af vores eksperter, når det gælder brug af udstyret, og hvad du skal vælge, næste gang, du skal have ny bil.