Går vinterferien til Norge, kan det være en god idé at læse med her. Ellers risikerer familiens skitur at blive en unødig dyr fornøjelse.
Fra 1. februar har en lang række bødetakster nemlig taget et hop og ligger nu langt over det niveau, vi kender fra Danmark.
Ændringerne kommer bare 11 måneder, efter at Norge sidst hævede bødetaksterne.
9.700 kr. for håndholdt mobil
Især bødetaksten for brug af håndholdt mobil bag rattet tager et prishop. Det takseres nu til 9.700 norske kroner, knap 6.600 danske kroner. Det er en forhøjelse på 2.250 norske kroner i forhold til før.
Kørsel i en busbane udløser nu en bøde på 7.800 norske kroner (5.300 dkk.), mens det koster 9.700 norske kroner at køre over for rødt, eller hvis man ikke holder god nok afstand til forankørende.
De højeste bøder får man dog, hvis speederfoden er lidt for tung. Kører man på motorveje 36 km/t. over den tilladte fartgrænse, er bøden nu 15.100 norske kroner.
Kører man eksempelvis 25 km/t. over det tilladte på veje, hvor grænsen er 60 eller 70 km/t., er bøderne hhv. 12.100 og 9.100 norske kroner.
Se de nye norske bødetakster her
Kør efter forholdene
”Skal man på ferie i udlandet i bil, kan det være en god idé at holde sig ajour om de forskellige færdselslove, der gælder. De kan nemlig være en smule forskellige fra land til land. Derudover kan vi kun opfordre bilisterne til at overholde hastighedsgrænserne og de øvrige regler og ellers køre efter forholdene. Det betyder også, at man skal lade mobiltelefonen være. Det er ikke kun et spørgsmål om, at man risikerer endog meget høje bøder, men det er først og fremmest et spørgsmål om trafiksikkerhed,” siger chefkonsulent i FDM, Dennis Lange.
Har du fået en bøde i udlandet?
Husk, som medlem af FDM kan du altid få hjælp og rådgivning af eksperter. Også hvis du har fået en bøde på ferien, og er i tvivl om dine rettigheder.