To af de populære ladebokse af mærket Easee, der også er på det danske marked, har fået salgsforbud i Sverige.
Det sker, fordi en test fra det svenske Elsäkerhetsverket har vist, at boksene ikke opfylder gældende krav til fejlstrømsrelæ, da boksene er udstyret med en elektrisk fejlstrømsafbryder og ikke en elektromekanisk afbryder.
Forbuddet betyder, at producenten Easee skal tilbagekalde deres ladebokse eller ”på anden vis træffe passende foranstaltninger for at sikre, at ladeboksene er sikre at bruge,” som Elsäkerhetsverket skriver.
Ifølge Elsäkerhetsverket er der installeret omkring 100.000 af de pågældende Easee bokse i Sverige.
Konkret drejer det sig om to boksmodeller:
- Easee Home
- Easee Charge
Bilejere kan fortsat trygt bruge boksen
Da boksene også er solgt i Danmark, har FDM været i kontakt med den danske myndighed på området, Sikkerhedsstyrelsen, for at høre, hvordan danske elbilsejere skal forholde sig til de svenske myndigheders udmelding.
”De svenske myndigheder har ikke forbudt anvendelse af ladeboksene. De vurderer ikke, at der er risiko for personskade ved at anvende ladeboksene, og de har heller ikke fået anmeldelser om ulykker med ladeboksene. Sikkerhedsstyrelsen vurderer ikke, at der er nogen umiddelbar fare ved at anvende ladeboksene. Vi afventer, at fabrikanten informerer myndighederne i de lande, hvor ladeboksene er solgt, om hvad de planlægger at gøre. Derefter vil vi afklare, om det er nødvendigt med konkrete tiltag i Danmark”, skriver kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen Lone Brose i en mail til FDM.
Sikkerhedsstyrelsens udmelding kommer efter dialog med Elsäkerhetsverket i Sverige.
FDM følger sagen
I FDMs tekniske afdeling glæder man sig over, at Sikkerhedsstyrelsen har været så hurtige til at komme med en udmelding.
”Det svenske forbud kan være med til at skabe utryghed hos de danske bilister, der har en af ladeboksene installeret. Heldigvis lader det til, at de fortsat trygt kan bruge boksen. Vi vil selvfølgelig følge sagen i Sverige tæt, og hvis der sker ændringer i myndighedernes anbefalinger, vil vi gøre vores til, at de danske elbilister er orienteret,” siger Lone Otto, områdechef for FDMs tekniske rådgivning.
Salgsforbud anket
Ifølge norske NRK har Easee valgt at anke forbuddet fra Elsäkerhetsverket.
”Vi er meget uenige i beslutningen og vil gøre alt, hvad vi kan, for at passe på kunder, samarbejdspartnere og medarbejdere. Vores hovedfokus har altid været mennesker og sikkerhed,” siger stifter og daglig leder hos Easee, Jonas Helmikstøl, til NRK.
Har du brug for hjælp?
Husk, som medlem af FDM kan du altid få hjælp af eksperter, der har den nyeste viden om elbiler.