Norge lukker for din Brobizz

Går turen til Norge, kan du som privatbilist ikke længere bruge din Brobizz til at betale vejafgift med. Se, hvilke andre muligheder du har.

Bil kører på vej i Norge
Bilist

Betalingen for at køre på de norske veje og tage udvalgte færgeruter er for mange danske bilister blevet lidt mere besværlig.

Siden 13. april har danske bilister nemlig ikke længere kunnet betale med deres Brobizz hos vores nabo mod nord. Det gælder dog kun for private og ikke for erhvervskunder, som fortsat kan bruges der Brobizz her.

Årsagen er, dels at Norge har indført nye tekniske krav til ’bizzer’, dels krav om at der skal være tilknyttet en nummerplade til bizzen.  

Det er norske AutoPASS, som administrerer betalingen på vejene.

I stedet kan danskere i personbiler nu vælge tre forskellige betalingsløsninger, hvis turen går til Norge:

Rejs med et ’toll tag’

  • Du kan hjemmefra registrere dig og modtage et såkaldt toll tag, formentlig en bizz lignende anordning, der monteres i siden af forruden. Registrér dig her - for danske bilister er det mest oplagte at registrere sig via ØresundPAY
  • Du opkræves kun én vejafgift pr. time og ikke, for hver gang du passerer et betalingsanlæg (gælder hvor der er timeregel)
  • Du opkræves afgift efter køretøjets miljødata/drivmiddel
  • Betaling sker automatisk via betalingskortet, der er tilknyttet aftalen
  • For nogle områder er der et loft for, hvor meget du højest kan komme til at betale på en måned

Konto hos Epass24

  • Her registrerer du din bil via Epass24.com og betaler afgift efter din bils miljødata. Du får ingen nedsatte vejafgiftssatser
  • For hver betalingsstation du passerer, modtager du en faktura. Opkrævningen kan betales via faktura eller kreditkort

Kør afsted uden registrering

  • Du modtager vejafgift for hver betalingsstation, du passerer, og får ingen nedsatte vejafgiftssatser
  • Du får ikke reduceret afgiftssats, selvom du kører elbil. Alle biler opkræves højeste afgiftssats for deres køretøjsklasse
  • Du modtager fakturaer, som skal betales via bank eller med kreditkort

– Norge er et populært rejsemål for mange danskere både sommer og vinter. Hidtil har mange været vant til at betale på de mange betalingsveje med deres Brobizz. Nu skal man være opmærksom på, at det er blevet lidt mere besværligt. Alt efter den løsning man vælger, skal man være opmærksom på, at der dumper fakturaer ind ad døren og huske at betale dem. Fra vores rådgivning ved vi, at rykkergebyrerne ellers nemt overstiger selve vejafgiften, siger chefkonsulent i FDM Dennis Lange.

Læs mere om Epass24