Familie fik erstatning da de ikke kunne have bagage med i deres nye elbil

40.000 kr. i kompensation. Det blev resultatet efter en bilkøbers uenighed med en forhandler om, hvor meget man kan forvente af pladsen i en Hyundai Ioniq 5.

Familie for tung til familiebil
Bilist

I forhandlerens markedsføring af en en Hyundai Ioniq 5 var der tale om en familiebil, og det fremgik, at „du kan fylde den med bagage, børn, husdyr, venner. Alt, hvad du har lyst til“.

Men virkeligheden var en anden.

På trods af markedsføringen var bilens nyttelast angivet til 349 kg, og da køber og familien på fem i alt vejede 320 kg, var der kun 29 kg tilbage til bagage. Det er ikke meget mere end en stor kuffert.

Til sammenligning er nyttelasten for andre lignende biler f.eks. 528 kg for BMW X5 og 509 kg for Skoda Octavia – og 416 kg for en noget mindre Toyota Yaris. Kia EV 6, der har samme platform som en Ioniq 5, har en nyttelast på 440 kg, altså ca. 90 kg mere. Varianter af de enkelte biler kan have forskellige nyttelastværdier.

Forhandleren gav sig

Køberen henvendte sig til FDM, der på vegne af medlemmet krævede et prisfald på 40.000 kr., da bilen var mangelfuld, i forhold til hvordan den var beskrevet i markedsføringsmaterialet.

Desuden var bilen solgt med anhængertræk, og med et kugletryk på 60 kg er bilen allerede over nyttelasten.

Sagen endte i Ankenævn for biler, der ikke gav FDM-medlemmet medhold. Herefter stævnede FDM forhandleren på vegne af køberen, der derefter indvilgede i at udbetale det fulde beløb.

Kompensation er en individuel vurdering

En afslutning på tvisten, der glæder FDM.

– Elbiler er generelt større, men har en mindre nyttelast, fordi bilerne i sig selv vejer mere. Med en Hyundai Ioniq 5 er nyttelasten særligt begrænset. Derfor er familiens anvendelse af bilen stærkt begrænset, så det er kun rimeligt med en kompensation. Det betyder ikke, at alle andre med samme biltype kan få en lignende kompensation. Det vil afhænge af en individuel vurdering – bl.a. af, hvad forhandleren har oplyst, forklarer advokat i FDM Michael Ern Nielsen.

Har du brug for hjælp?

Har du brug for juridisk eller teknisk rådgivning i forbindelse med elbil? Så kan du som medlem af FDM altid få hjælp af vores eksperter.

Kontakt rådgivningen