Spar mest på bilforsikring: Er elbil eller benzinbil billigst?

Der er store forskelle på forsikringspræmierne på el- og benzinbiler. Det viser en stor analyse, som FDM har foretaget blandt 8 af Danmarks største forsikringsselskaber. Se, hvordan du kan spare 5.000 til 10.000 kr. ved at vælge den billigste forsikring. 

Bilforsikringer under lup
Bilist

Der er mange penge at spare, ved at tjekke din bilforsikring. Uanset om du har en benzin-, diesel-, plugin-hybrid- eller en elbil, så er der stor forskel på forsikringspræmierne hos det forskellige selskaber. Det viser FDMs nyelige gennemgang af forsikringsmarkedet. 

I denne analyse har vi fokuseret på forskellen på benzin- og elbiler. Generelt er elbilerne lidt dyrere at forsikre end benzinbilerne. Det gælder især for elitebilister, hvor elbilerne er 16 pct. dyrere at forsikre. Uanset bilmodel, er det dyrere for elitebilisterne, at forsikre en elbil i forhold til en tilsvarende benzinbil. 

Til sammenligning er elbilerne blot tre procent dyrere, for nye bilister. Den mindre forskel skyldes især, at undersøgelsens forsikringstjek af elbilerne fra Kia og Skoda er billigere at forsikre end en tilsvarende benzinbil. 

Så det er ikke kun forsikringspræmierne fra de enkelte selskaber, du skal holde øje med. Dit bilvalg har også en stor påvirkning i forhold til, hvad du skal betale for forsikring. Og fordi der er stor forskel i forsikringspræmierne, påvirker det også det generelle bilbudget. 

– Forsikring er et produkt med lav interesse, men som udgør en væsentlig del af omkostningerne ved at have bil. Få har øje for, at en besparelse på 5.000 kr. om året over en typisk ejerperiode på fem år svarer til, at du får en rabat på bilen på 25.000 kr., siger FDMs forbrugerøkonom Ilyas Dogru.

Han understreger også, at selvom elbilerne umiddelbart er lidt dyrere at forsikre, når man ser på de bedste forsikringstilbud, så er det samlet set billigere at eje en elektrisk bil.

Spar 13.000 kr. ved at skifte forsikringsselskab!

Vi har undersøgt priserne for fem forskellige bilmærker i de otte største og mest populære forsikringsselskaber. Undersøgelsen viser et stort spænd mellem forsikringspræmierne. Det største spænd på en Nissan Ariya, hvor man kan spare 13.000 kr. årligt som ny bilist ved at vælge det billigste forsikringsselskab. 

Og det kan især for den helt nye bilist betale sig at undersøge forsikringspriserne. Vores analyse viste, at prisspændet for de enkelte bilmodeller var på mindst 11.000 kr. Det er en stor årlig besparelse på bilbudgettet. 

Elitebilisten kan se frem til en mindre besparelse. Her er forskellen mellem de dyreste og de billigste forsikringer på mellem 3.600 og 8.500 kr. I gennemsnit er forsikringspræmierne for elitebilisten 32 procent lavere end for den helt nye bilist. 

Fordi der er så stor spredning på forsikringspriserne, har vi i analysen taget udgangspunkt i gennemsnittet af de to billigste forsikringer for hver bil. Forsikringerne er alene udvalgt på pris, da dækningerne er sammenlignelige, og prisen er den væsentligste forskel. 

– Det er generelt FDMs anbefaling, at man årligt undersøger priserne på ens forsikringer for at sikre, at man har den laveste pris. Brug Samlino eller Forsikringsguiden.dk til at finde de laveste priser. Og husk, at du kan bruge et konkret tilbud til at presse prisen ned på dit nuværende forsikringsselskab, siger FDMs økonomiske rådgiver Daniel Brandstrup Slundt

Her er FDMs 5 råd til billigere forsikring 

  1. Giv dine forsikringer et tjek en gang om året
  2. Brug forsikringsguiden.dk eller Samlino.dk til at finde billigste priser
  3. Pres prisen ned hos forsikringsselskaber, der er altid et rum for forhandling
  4. Samlerabatter kan være gode, men ikke altid de billigste. Derfor skal du undersøge grundigt.
  5. Du skal ikke have livslangt forhold til dit forsikringsselskab. Mange er bekymret for dækning ved et skift, men dit nye selskab hjælper med at skifte  

Herunder kan du se prisforskellen på benzin- og elbiler for henholdsvis en 45-årig elitebilist bosiddende i Hillerød samt en 35-årig ny bilist der bor i Odense. 

Har du brug for rådgivning?

Har du brug for økonomisk rådgivning omkring dit bilejerskab, kan du som FDM medlem få individuel rådgivning.

Bliv medlem