Spar op til 16.500 kr. på forsikring af Tesla Model Y

Danmarks suverænt mest solgte bil i 2023 hedder Tesla Model Y. Men mange købere er blevet overrasket over, at forsikringspræmien er højere end på konkurrenterne. Læs her hvorfor, og få tips til at finde den billigste forsikring. 

Lup kigger på Tesla Model Y og fem stakke med mønter
Bilist

Der er over 16.500 kr. i forskel mellem den billigste og den dyreste forsikringspræmie på en Tesla Model Y, hvis man er ny bilist. Det understreger, hvor vigtigt det er at få flere tilbud på bilforsikringen på Danmarks mest solgte bilmodel.

Men det gælder også for elitebilisterne, hvor der trods mere harmoniske priser stadig er 8.500 kr. at spare ved at vælge det billigste selskab. 

– Der er meget usikkerhed om forsikringsudgifterne for Teslas modeller, og det påvirker især prissætningen for de helt nye bilister. Men også elitebilisterne skal se sig godt for, før de vælger forsikringsselskab, og selvom man allerede har et selskab, er det let at skifte forsikring og spare penge, siger FDMs forbrugerøkonom Ilyas Dogru. 

Spændet mellem de billigste og de dyreste selskaber er størst for den billigste Model Y med baghjulstræk. Vælger man den dyrere firehjulstrukne Long Range-udgave, kan den nye bilist spare godt 12.000 kr. ved at vælge det billigste selskab, mens elitebilisten kan spare godt 7.000 kr. 

Undersøgelsen er foretaget af FDM, der har undersøgt priserne for de otte største og mest populære forsikringsselskaber i august måned. 

Billigste model er markant billigere

Mange bilkøbere står og vakler mellem den billigste variant af Model Y med baghjulstræk og den firehjulstrukne Long Range-udgave. Ser man alene ud fra prisen på forsikringen, kan den nye bilist spare 2.000 kr. ved at tage den billigste variant, mens elitebilisten kan spare 1.500 kr.

Det er med udgangspunkt i et gennemsnit af de to billigste forsikringspriser blandt de otte forsikringsselskaber. 

Men ser man på totaløkonomien ved at købe de to varianter af Tesla Model Y, er udgifter til service, strøm, parkering, bilvask, ejerafgift og dæk næsten ens. Der hvor de to modeller adskiller sig mest, er i forhold til værditab og finansiering af bilkøbet. 

Den billigste variant koster 382.000 kr., og Long Range-udgaven koster 58.500 kr. mere. Ser man over en ejerperiode på fem år og 100.000 km, svarer det højere værditab og finansieringsomkostninger til, at du kan spare godt 7.000 kr. om året ved at vælge den billigste variant. 

Lægger du besparelsen i forsikringsprisen oveni, vil den nye bilist kunne spare 9.000 kr. om året i totaløkonomien, mens elitebilisten sparer 8.500 kr. årligt. 

– Sikrer du dig en attraktiv pris på forsikringen, er det faktisk primært værditabet, der er den største meromkostning ved at vælge den dyrere Long Range-udgave af Tesla Model Y, så man skal overveje, om man reelt har brug for den ekstra rækkevidde, siger Ilyas Dogru. 

Tesla Model Y kører forbi en Tesla ladestation

Tjek præmien, før du køber en Tesla

Ser man på den billigste Tesla Model Y Standard Range og sammenligner forsikringsprisen med en af dens største konkurrenter Skoda Enyaq, er Teslaen 64 pct. dyrere at forsikre selv for en elitebilist. Og vælger du Model Y som Long Range, er den 92 pct. dyrere at forsikre. 

Den helt nye bilist skal også betale mere for at forsikre en Tesla fremfor en Skoda. Her er merprisen for basis-Teslaen 68 pct., mens Long Range er hele 97 pct. dyrere at forsikre end en Enyaq. 

Fordi der er så stor spredning i forsikringspriserne, skal man som bilkøber tjekke, hvad man skal betale, før man køber bilen, så man ikke står med en ubehagelig overraskelse, når forsikringen skal betales. 

Derfor er Tesla dyre at forsikre

Der er mange årsager til, at det er dyrere at forsikre en Tesla end konkurrenterne. Mange tror, at det er Teslaernes mange hestekræfter, der er årsag til de høje forsikringer, men forsikringspræmierne udgøres af mange parametre, og her er hestekræfterne en lille del af dem. Der er dog stadig en sammenhæng mellem mange hestekræfter og større risiko, hvilket gælder alle typer af biler og ikke isoleret set for elbiler. 

Den høje pris på forsikring af Teslas elbiler skal i højere grad findes i omkostninger til værkstederne for reservedele, avanceret teknologi, større glasflader og ikke mindst, at der bruges langt flere timer til reparation af skader sammenlignet med konkurrerende biler.

Antal timer til reparation kan hænge sammen med, at f.eks. batteriet først skal aflade og i nogle tilfælde fjernes før reparation. Derfor har det også betydning, hvilke timepriser selskaberne kan forhandle hjem med deres aftaleværksteder, hvilket er forskelligt fra selskab til selskab.

– Tesla har historisk ikke været villig til forhandling, og derfor har prisen for reparation været tårnhøj for selskaberne. Der bliver imidlertid løbende åbnet op for reparation af Teslaer på andre værkstedskæder, og derfor forventer vi, at prisen på reparation bliver lavere i fremtiden, siger Ilyas Dogru. 

 

Har du brug for rådgivning?

Har du brug for økonomisk rådgivning omkring dit bilejerskab, kan du som FDM medlem få individuel rådgivning.

Bliv medlem