Spar 1.000 kr. om måneden – se hvilken biltype du skal vælge

Ny analyse af totaløkonomien ved at købe ny benzin- eller elbil viser, at du kan spare tusindvis af kroner ved at købe elektrisk. En ny tendens er, at du kan vælge en større bil, uden at det reelt koster dig mere.

En vægt, hvor der på den ene side er penge og på den anden side er en bil.
Bilist

En ny økonomisk analyse viser, at du kan spare mange penge ved at vælge en elbil fremfor en benzinbil. FDM har lavet beregninger for en lang række bilmodeller til henholdsvis 250.000 kr. og 350.000 kr., og her viser det sig, at du kan spare mere end 1.000 kr. om måneden ved at vælge elektrisk. Og jo dyrere bilerne er, desto mere sparer du. 

Denne analyse viser ligesom tidligere beregninger i FDMs bilbudget, at totaløkonomien er den samme ved at vælge en benzinbil til 250.000 kr. og en elbil til 350.000 kr.

Men i forhold til tidligere, hvor man skulle købe en dyrere elbil for at få en bil i samme størrelse, så er det nye, at priserne på elbiler nu har nærmet sig benzinbilernes. 

Dermed kan du nu vælge en større bil, uden at det koster flere penge. Og potentielt er der faktisk endnu flere penge at spare ved at vælge en elbil. 

Spar mindst 12.000 kr. om året

Vælger du en benzinbil til 250.000 kr., så kan du eksempelvis få en Opel Corsa med automatgear. Den koster cirka 6.000 kr. om måneden, når alle omkostninger regnes med over en ejerskabsperiode på 5 år og 100.000 km. Vælger du i stedet den elektriske Corsa-e, er indkøbsprisen stort set den samme, men de samlede omkostninger er blot 5.000 kr. om måneden. 

Dermed kan du spare 12.000 kr. om året ved at vælge en elektrisk minibil frem for en tilsvarende model med benzinmotor. Det er med udgangspunkt i de nuværende priser for strøm, der efter et par år med meget høje priser har stabiliseret sig. Men netop på strømmen er der meget at spare. 

– Til forskel fra en benzin- eller dieselbiler, hvor brændstofpriserne er forholdsvis stabile, er strøm generelt billigere. Også i fremtiden forventer vi store udsving i strømprisen, hvilket betyder, at du kan spare massivt på opladning ved at lade, når strømmen er billigst, siger FDMs forbrugerøkonom Ilyas Dogru. 

Elbiler er også billigere at servicere. Her viser FDMs gennemgang af servicepriser, at man typisk sparer 20 pct. på serviceomkostninger på elbiler sammenlignet med benzinbiler. Den besparelse er medregnet i vores totaløkonomiske analyse. Det samme er den meget lave ejerafgift, der adskiller sig markant i forhold til ældre brændstofbiler. 

Vælg større bil uden meromkostning

Ser du på totaløkonomien for en bil til 350.000 kr., så koster en benzinbil cirka 7.200 kr. om måneden, når alle omkostninger er regnet med. Vi har igen regnet på flere bilmodeller, men et godt eksempel er Hyundai Kona, hvor du frit vælge mellem benzin- og elmotor.

Den elektriske Kona koster cirka 6.000 kr. om måneden, og dermed vil du spare cirka 15.000 kr. om året ved at vælge den elektriske variant. Over en femårig ejerperiode bliver det til 75.000 kr., og det er dermed en stor forskel i totaløkonomi. 

Som tidligere nævnt kan du også ud fra et totaløkonomisk perspektiv vælge at købe en større Hyundai Kona SUV frem for en Opel Corsa minibil, uden at det koster ekstra. Det er en væsentlig opgradering i forhold til de praktiske forhold i bilen.

Dette kræver naturligvis, at du har mulighed for at lade elbilen i løbet af ugen og helst på en fast parkeringsplads hjemme, ude eller på arbejdet. 

– Vælger man en dyrere bil, skal man låne flere penge. Men generelt kan vi se, at flere banker og finansieringsinstitutter tilbyder billån til elektriske biler med lavere renter. Det betyder især noget nu, hvor renterne generelt er høje på finansmarkederne, siger Ilyas Dogru. 

Værditabsbomber og privatleasing

Generelt er bilmarkedet inde i en gigantisk omvæltning, hvor alle bilproducenter er i gang med at omstille produktionen fra brændstofbiler til elbiler. Der sker også store ændringer på bilafgifter og ikke mindst bilpriser. Dermed er der en større usikkerhed på bilejerskabets største post: værditabet. 

Her vil der både være en stor risiko for benzin- og elbiler, og ønsker du ikke at være med i det roulettespil, kan en løsning være at privatlease din kommende bil.

Tidligere har priserne på privatleasing ikke været attraktive for elbiler, men i løbet af 2023 er der kommet en markant større konkurrence, som gør, at det er blevet billigere at lease. 

Generelt viser beregningerne fortsat, at det er billigere at eje en bil i en periode på over fem år end at privatlease. Men besparelsen ved at eje er blevet mindre, samtidig med at du har større økonomisk sikkerhed ved at vælge leasing.

Tilsvarende hvis der sker fejl på bilen, skal du hverken tænke på garantilængde eller reparationsomkostninger.  Og kommer der nye, mere spændende modeller på markedet om to-tre år, kan du for et lille beløb konvertere den til ny bilteknik eller bilmodel uden stort tab ved at skulle sælge din bil, før du havde regnet med det. 

Har du brug for rådgivning?

Har du brug for økonomisk rådgivning omkring dit bilejerskab, kan du som FDM medlem få individuel rådgivning.

Bliv medlem