eCarExpo sætter besøgsrekord – se alle bilnyhederne

21.600 besøgende fandt vej til elbilmessen eCarExpo i Bella Center i København i den sidste weekend i oktober. Se FDMs video med alle bilnyhederne, og lyt til FDMs podcast, Frigear, der blev optaget på messens scene.

eCarExpo
Bilist

Antallet af besøgende blev næsten fordoblet fra sidste års 12.000 gæster på elbilmessen eCarExpo til årets rekord på 21.600.

Messen blev afholdt for tredje gang i København i den sidste weekend af oktober, hvor man kunne se flere end 150 elbiler fra 25 bilmærker. Det var også muligt at prøvekøre 70 bilmodeller.

I videoen herunder kan du se FDMs gennemgang af de mest interessante nyheder på biludstillingen.

FDM var endnu en gang hovedsponsor for elbilmessen og deltog aktivt på messen alle dage. Bl.a. med en velbesøgt stand, hvor de besøgende fik råd og vejledning om elbiler og ladeløsninger.

FDM var flere gange repræsenteret på scenen med vores eksperter, der debatterede og formidlede viden om hverdagen med elbilen, rækkevidde, køb af strøm mv.

Blandt andet blev et afsnit af FDMs podcast Frigear optaget fra scenen, som du kan høre herunder.

FDM-medlemmer fik 100 kr. i rabat på indgangsbilletten til messen, der havde fået markant mere plads end sidste år.

– Det er helt naturligt for FDM at fremme den grønne omstilling, så vi i Danmark kan nå de vigtige klimamål, så naturligvis er eCarExpo en meget høj prioritet for os. Det er her, de besøgende har mulighed for at skabe sig et overblik over elbilmarkedet, og de mange besøgende i år viser, at den i høj grad har en berettigelse. Rådgivning om elbiler vil blive vigtigere de kommende år, efterhånden som elbilerne bliver stadig mere udbredte, siger FDMs administrerende direktør, Stina Glavind.

eCarExpo arrangeres i København, Stockholm, Gøteborg og Tallinn. Fra næste år også i Oslo, og i 2025 føjes Helsinki til listen.

Vil du vide, hvornår nye elbiler lanceres?

Se den omfattende liste over nye elbilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.

Nye elbiler i 2023 og 2024