Var det noget med en fabriksny Tesla Model Y med baghjulstræk til 339.810 kroner? Kan du leve med, at bilen er i hvid, er der godt 43.000 kroner at spare i forhold til listeprisen.
Samme model fås også i en Long Range-udgave og med firehjulstræk til 388.770 kroner eller knap 53.000 kroner under listeprisen!
Eksemplerne er blot to af mange på de biler, der på Teslas hjemmeside annonceres som såkaldte lagerbiler med levering nu og her eller inden for kort tid. Mandag den 13. november var der hele 50 Tesla Model Y’er til salg i forskellige farver og konfigurationer, og som blot er få klik fra at kunne blive ens nye bil.
Tidligere har man også kunnet finde fabriksnye Tesla Model 3’er med høj rabat, men aktuelt er der ingen af disse på lager.
Overvejer man at skifte til elbil, ligner Teslas lagerbiler derfor et godt tilbud. Spørgsmålet er, om de også er det?
Fortryder elbilkøb
Ifølge områdechef i FDMs juridiske rådgivning Lennart Fogh afhænger det af ens krav til en elbil. Lige fra rækkevidde, ladehastighed og udstyr til farve og udstyr. Og om det overhovedet skal være en Tesla.
Teslas lagerbiler er nemlig, som de er. Det vil sige, at det ikke er muligt at ændre på den enkelte bils farve, indtræk eller fælge, og om den for eksempel har anhængertræk eller ej.
”Vi hører ofte fra bilkøbere, som er blevet skuffet over deres valg af bil. Typisk fordi den ikke lever op til deres forventninger eller behov. Måske fordi de har valgt at gå på kompromis med rækkevidden eller udstyr, som de har fortrudt, eller fordi de slog til på et pristilbud, uden at have fuld fokus på selve bilen,” siger Lennart Fogh. Han tilføjer:
”Lige så nemt og fristende det er at slå til et godt tilbud på nettet, lige så vigtigt er det, at man sætter sig grundigt ind i bilen, man har kik på. Især hvis det er en elbil, der for mange stadig er en ny teknologi. Dertil kommer, at priserne på nye biler går op og ned. Derfor skal man også kunne bære, at ens bil efterfølgende falder eller stiger i pris. Det kan man bedre, hvis man har valgt en bil, der har eksempelvis den rækkevidde og det udstyr, man vil have.”
Selvom salget er flyttet på nettet, og priserne svinger på daglig basis, kommer man altså ikke uden om på traditionel vis at prøvekøre bilen, og se, om den lever op til ens pladsbehov og ønsker til udstyr.
Regn ikke med Tesla-priserne
Årsagen til at Teslas priser svinger, og der pludselig dukker slagtilbud op, er, at de modsat andre bilproducenter ikke først producerer bilerne ved bestilling. På fabrikkerne i USA, Europa og Kina spytter samlebåndene løbende nye Tesla-modeller ud. Og selvom der er stor efterspørgsel på Tesla-biler i mange lande, er der stadig et produktionsoverskud, som altså sælges med ofte stor rabat som lagerbiler.
Derfor er der nærmest en dagspris på nogle af Teslas modeller, og det er noget, som frister bilkøbere. Men når det gælder netop Teslas priser, skal man se sig for.
”Er der noget, vi har lært om Tesla siden årsskiftet, er det, at vi ikke kan regne med deres priser. Siden januar er de blevet justeret flere gang for de populære Model 3 og Model Y. Det skaber en naturlig usikkerhed om, hvornår man bør slå til, for ingen er interesseret i at købe deres bil for dyrt,” siger forbrugerøkonom i FDM Ilyas Dogru.
”De mange prisjusteringer på elbilmarkedet har gjort det markant sværere at beregne værditabet på bilerne. Derfor skal man nøje overveje det, inden man trykker på købsknappen. Især hvis man overvejer kun at beholde bilen i kort tid,” uddyber han.
Han forklarer Teslas overproduktion af biler med, at elbilgiganten har en målsætning om i år at nå 1,8 millioner biler. Det mål glippede lige akkurat sidste år, hvilket førte til, at kursen på Tesla-aktier faldt.
For at undgå, at det sker igen, forudser Ilyas Dogru, at der frem til nytår løbende vil dukke nye tilbud op på Teslaer.
Stop for leasingtilbud
En anden måde at nå sit salgstal på er igennem privatleasing. Tesla lancerede for få uger siden, hvad der lignede et knaldtilbud på privatleasing af forskellige varianter af Model Y. Især tilbuddet på den billigste model var særdeles godt. Faktisk så godt, at Tesla allerede to uger efter har måttet lukke for det.
Det er sket, selvom leasingtilbuddet ifølge Tesla ville gælde frem til 18. december. Mange, som har ’sovet’ på tilbuddet, har derfor ikke nået det, inden vinduet lukkede.
I stedet er det så altså lagerbiler til attraktive priser, som Tesla nu lokker med.
Har du brug for hjælp med valg af elbil?
Husk, som medlem af FDM kan du altid få hjælp af eksperter, der har den nyeste viden om elbiler.