Dansk bilmuseum får sjælden perle i samlingen

FDMs Oldsmobile fra 1902 får nyt hjem på bilmuseet Haaning Collection, hvor den fremover kan opleves som en del af en af Danmarks største og flotteste bilsamlinger.

Oldsmobilen 'bakses' op på podium
Bilist

Danmarks ældste indregistrerede bil, FDMs Oldsmobile fra 1902, er flyttet hjemmefra.

Efter at den i årtier har stået i aulaen i FDMs hovedkontor i Lyngby, får endnu flere bilinteresserede nu mulighed for at opleve den.

Onsdag den 6. december flyttede den ind hos Haaning Collection i Bagsværd, hvor den fremover vil kunne opleves som en del af den store bilsamling, der tæller over 120 biler fra år 1886 og frem til i dag. FDM vil dog stadig eje Oldsmobilen.

– FDMs Oldsmobile er et bilhistorisk klenodie, som igennem mange år har været fast inventar på FDMs hovedsæde, hvor den har begejstret ansatte og besøgende. Nu synes vi, at tiden er kommet til, at den skal ud i verden, så endnu flere bilinteresserede kan få lov at opleve den og se, hvordan biler så ud for over hundrede år siden. Derfor er vi glade for, at Haaning Collection med en af Danmarks flotteste bilsamlinger vil give vores Oldsmobile husly, siger adm. direktør i FDM Stina Glavind.

Oldsmobilen overdrages
Oldsmobilen har ingen nøgler, så i stedet overrakte FDMs adm. direktør, Stina Glavind, en bog om FDMs lange historie til Nicholas Haaning, Haaning Collection.

Topfart på 40 km/t.

Oldsmobilen er en såkaldt model R Runabout ’Curved dash’. Amerikanske Oldsmobile producerede modellen i perioden 1901-1907 i i alt 19.000 eksemplarer.

Den blev importeret til Danmark i 1902, hvor den fik registreringsnummeret P1. Bilen har 4,5 hestekræfter og en topfart på ca. 40 km/t.

– Vi glæder os til, at FDMs Oldsmobile ’flytter ind’ på museet, og vi dermed kan sikre, at endnu flere kan få fornøjelsen af at se den. Vi elsker biler med en historie, og Oldsmobilen er en sand klassiker og tilmed Danmarks ældste indregistrerede bil. Vi er taknemlige for, at FDM har valgt, at den skal stå hos netop Haaning Collection, hvor den vil få en fornem plads blandt nogle af vores ældste og fineste biler i samlingen, siger Michael Haaning, der er en af brødrene bag det familieejede bilmuseum Haaning Collection.  

Oldsmobilen kan opleves på bilmuseet Haaning Collection i Bagsværd fra onsdag den 6. december.

Vidste du mon, at ...

Klik på de sorte bobler med spørgsmål herunder, og find vej til (overraskende) fakta og fortællinger om Oldsmobilens teknik og historie.

Er du interesseret i klassiske biler?

Husk, FDM udgiver specialmagasinet MotorClassic, Danmarks eneste magasin om klassiske biler og veteranbiler. MotorClassic udkommer seks gange om året og forhandles i bladkiosker, på FDMshop.dk og kan fås på abonnement.

Få MotorClassic