Vild udvikling! Nu kører der 200.000 elbiler på vejene

Antallet af elbiler i Danmark er fordoblet på bare 14 måneder. Der er brug for flere billigere elbiler, hvis udviklingen skal fortsætte, mener FDM.

Elbiler oplader ved ladepark
Bilist

Der er sat stærk strøm til salget af elbiler. Siden oktober 2022 er antallet elbiler fordoblet fra 100.000 til 200.000 elbiler pr. 31. december 2023. Det viser tal fra Bilstatistik.

Dermed er antallet af elbiler på danske nummerplader på fem år steget fra bare 10.000 til nu 200.000 –eller syv procent af bilparken.

"Bilsalget var i 2023 helt elektrisk. På bare lidt over et år har vi fordoblet antallet af elbiler på vejene til nu 200.000. At danskerne i den grad har fået appetit på at køre elbil, mærker vi tydeligt i FDMs købsrådgivning, hvor syv ud af 10 henvendelser i dag handler om valg af elbil eller opladning,” siger FDMs adm. direktør, Stina Glavind.  

Elbil slog salgsrekord

At elbilsalget i 2023 er gået over stok og sten, har været svært at overse. Salget fik et ordentligt boost, da Tesla i januar sidste år satte priserne på sine populære modeller Model 3 og Model Y markant ned, og selvom andre bilmærker i løbet af året fulgte efter, har elbilmarkedet i 2023 stået i Teslas tegn.

Tesla Model Y blev ikke bare årets mest solgte bil overhovedet. Med mere end 17.000 solgte biler slog den Opel Kadetts 37 år gamle rekord med flest solgte biler i et kalenderår.

Oven i salget af nye biler kommer et større antal importerede brugte elbiler. Også her fyldte både Tesla Model Y og Model 3 en stor del.

Samtidig er udbuddet af elbil-modeller steget, ligesom helt nye bilmærker har fundet vej til det danske marked. Derudover har bilerne fået længere rækkevidde, de kan lades hurtigere, og lademulighederne bliver stadig flere og bedre.

”Skal vi holde kadencen i det nye år og have endnu flere til at vælge elbil, er der brug for helt billige elbiler til dem, som har et mindre bilbudget. Der er også brug for, at politikerne gør det nemmere for f.eks. boligforeninger at etablere den nødvendige ladeinfrastruktur,” siger Stina Glavind.

Afgifter kan bremse elbilsalg

Mens priserne på elbiler altså er gået nedad, tager afgiften i 2024 et lille skridt opad. For de biler, der i dag koster over 450.000 kroner og dermed betaler afgift, stiger den med godt 7.500 kroner. Selvom det måske ikke er meget, bliver afgiftskurven anderledes stejl i de kommende år.

Det bekymrer både FDM og De Danske Bilimportører.

"De kommende afgiftsstigninger kan sætte en kæp i hjulet på elbilsalget, hvis de bliver indfaset for tidligt. Hvis flere danskere skal med på elbilvognen, er det vigtigt, at de billigere elbilmodeller får fodfæste på markedet, inden registreringsafgiften hæver priserne," siger Mads Rørvig, adm. direktør for De Danske Bilimportører.

 

Overvejer du at købe elbil?

Husk, som medlem af FDM kan du altid få hjælp af eksperter, der har den nyeste viden om elbiler.

Kontakt rådgivningen